Evangelium

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Prædiken

Det er næsten en hån. 2. linje hos Matthæus der siger; Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Der er ikke noget saligt over at græde, når én man elsker, ikke er mere. I stedet for salig, er en efterladt i sorg.Sorg er en grundlæggende følelse i mennesket - ligesom glæde. Men det føles ikke spor naturligt selv at sørge, det føles smertefuldt. Det gør det, fordi sorg udover at være en følelse også er en proces, hvor et menneske tilpasser sig at have mistet et dyrebart menneske. At selve sorgen skulle følge et be­stemt forløb, må vi gøre op med. Engang forstod man sorgen som noget der skete i stadier, fornægtelse, vrede og til sidst måske accept. Vi ved nu at det er forkert. Sådan sørger mennesker ikke. I stedet er det langt mere nuanceret og samtidig meget enklere; for sorgen kan snarere beskrives som en proces, der følger to spor. Både et spor, der peger bagud mod tabet, og et spor, der peger frem­ad mod det nye liv, der venter. Eller anderledes sagt; sorgen har 2 spor: Et indre, som er følelsernes tummel. Og et ydre, som drejer sig om den praktiske tilpasning til livet uden afdøde. Hvad I måske oplever er at de to spor følges ad i ligeværdige processer. At I befinder jer fuldt og helt skiftevis i sorgens rum og livets rum. At miste et menneske er med ét at blive bekendt med dette andet spor i livet. Hidtil – inden vi mister hinanden – har livet for mange været enkelt, ensporet. Fra hånden til munden, optaget af aftaler, indkøb og hus og hjem. Men når tabet af et menneske fører sorg med sig, da får livet et nyt spor i tillæg. Hverdagens spor, og smertens spor. Og de to spor pendler man imellem – som et pendul der svinger fra det ene til det andet. Tid, hvor man slår græs og snakker med naboen, og tid hvor smerten over at have mistet, fylder det hele. Alting. En svingen fra håb til håbløshed – og den pendulering følger én livslangt med svingende intensitet. Sorgen kan overraske og overvælde en og øjet brister. Eller ligge som en bastone under alt hvad man gør også når der steges hakkebøffer. For sorg kan ikke trøstes væk – sorg forsvinder ikke. Sorg er at kærligheden er i live.

Et andet billede på de to spor er derfor togskinner, der løber langs hinanden. Toget slingrer noget, hvis kun det ene hjulsæt berører skinnen. Der må være balance mellem sorg og hverdag, så begge hjulsæt har fat.

Sorg er også som en dna-streng. Dagene snor sig rundt, nogle i glæde – den der sørger opdager igen på et tidspunkt glæde – andre dag i den mørkeste skyggedal. I teksten stod der: Vær nær os, når vi vandrer på bjergets top i lykkens rus, eller når vi bevæger os ned i dalen, hvor det smerter og gør ondt.

Præcis sådan er det. Og ved man først at der er to rum, så kan man være opmærksom på, hvornår man er det ene sted, hvornår det andet, og måske kan man endda glædes og græde i samme stund, i erindringen over det liv, der gik tabt og i glæde over at det dog har været. For der er sammenhæng mellem sorgen og glæden. For glæden over det der var, er også den, der kan skabe grobund for ny glæde. Midt i at man svinger mellem afgrundsdyb fortvivlelse og sorg, kan glæden over alt det dejlige i livet måske alligevel høres. Alligevel er det sandt og godt at vide, at nok læger tiden alle sår – men ikke al sorg. Sorgen har sin egen bestandighed med sig, for den vi mister, vedbliver at være mistet. Og derfor vedbliver sorgen at være denne hjemløse kærlighed. Sorgen er derfor klart og tydeligt udtryk for varme følelser, selvom det gør så ondt at blive mindet om tomme stole, jakker der bare hænger ubrugt hen i klædeskabet og blomsterbede, som helt sikkert ikke er ligeså smukke næste år, som de var i år, hvor grønne fingre nippede flittigt. Sorg er glæde i svøb, forklædt glæde. Glæden over, at den I har mistet overhovedet var her, at han og hun fandtes her i verden, og var den, de var, er helt den sam­me, som da de stadig var her hos os. Efter døden er den glæde, den kærlighed, blevet til sorg. Men glæde med samme styrke som altid, selv om I, der har mistet forandrer sig. Derfor siger en klog kvinde, er sorgen er den dybeste ære, glæden kan få. Derfor er der heller ingen, der skal prøve at tage sorgen fra jer. For andre kan det være svært at forstå, men det er slet ikke sikkert I vil væk fra sorgen, for det vil også være at komme væk fra kærlig­heden til den I stadig elsker, selvom døden kom imellem jer. Det, I gerne vil have, er hjælp og støtte, så det bliver mindre anstrengende at leve med at have mistet. For alle os, der har mistet, ønsker mest af alt at den, der er borte, stadig var her. Det sker ikke. Vi ved det godt. Men vi finder støtte og hjælp – måske også i teksten fra Johannesåbenbaringen, hvor der stod: Nu er Guds bolig hos menneskene. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«

Det er hvad vi tror de døde er gået videre ind til; at deres livsspor fortsætter til et sted uden pinsel og hvor alt bliver nyt. Så; Salige er de der sørger, for de skal trøstes. Først og mest trøstes bare for et øjeblik ved budskabet om at døden ikke er det sidste der skal siges, trøstes ved troen på at påskens budskab om at livet gennembryder døden, ligesom foråret fortrænger vinteren og morgenen skubber natten til side, gælder og at jeres døde er levende hos Gud. Evigheden er deres. Ligesom den også allerede nu er vores – sådan må det være med evigheden, den er altid, og derfor er der også trøst at finde nu i hverdagen, for da må I, der er levende leve livets spor sideløbende med sorgens. Det betyder en accept af at den, der er død, virkelig er død og en accept af at verden er ændret. Det betyder at enhver af jer må vedkende sig den dybe oplevelse af sorgens smerte og samtidig tillade sig selv at holde pauser fra sorgens smerte for at kunne leve. Fordi opgaven for jer, der lige nu er alt andet end salige og kun ringe trøst føler, I må vove at tilpasse livet uden jeres døde og mestre at livets forhold er forandrede. For altid. Det sidste volder tårer, for det medfører at I må omlægge jeres forhold til den, I har mistet og i jeres eget liv udvikle en ny identitet med nye og forandrede relationer. Sådan kan livet gå videre! Videre – men med troen på at der fortsat er ét fælles sted, for jer og den, I har mistet.  Fælles i troen på, at evigheden er menneskets egentlige spor. Der samles vi igen engang.