Attester

Hvornår skal der bruges attester? 
I forbindelse med blandt andet anmeldelse af fødsel, navneændring og vielse skulle man førhen vedlægge sin fødsels- og navneattest eller fødsels- og dåbsattest. Det er sjældent nødvendigt nu.

Er man født efter 1960 og fødselsregistreret i en dansk ministerialbog (også kaldet kirkebog), er der normalt ikke behov for at vedlægge attester.

 

Hvordan får jeg fat i en ny attest? 
Det kan ske, at en attest bliver borte. For at få en ny attest henvender man sig personligt på sognekontoret (personregisterføreren) i sit bopælssogn.

Førhen var det sit fødsels-registreringssogn eller dåbssogn man henvendte sig til, men reglerne er altså ændret.

Reglerne kræver, at man ved henvendelse om ny attest medbringer billedlegitimation.

Er al legitimation blevet borte, må man besvare en række åbne spørgsmål om sine forældre, tidligere bopæle etc.  indtil personregister-føreren er helt sikker på, at attesten udstedes til den rette.

 

En ny attest er gratis for både medlemmer og ikke-medlemmer at folkekirken.

Såfremt man er født før 1960 må der forventes en vis ekspeditionstid, mens ens personlige data bliver verificeret i fødselsregistrerings-sognet.

Er man født i udlandet kan man kun få en navneattest, idet data om fødselen som regel ikke er kendt i den danske personregistrerings-database.