Intro

Det kristne kærlighedsbud – kendt som det dobbelte kærlighedsbud -, der blev formuleret af Jesus for 2000 år siden og som er dagens tekst, er aktuelt til alle tider, også i en moderne globaliseret verden. Det trækker de store samfundslinjer op, og de ganske små i dit sind. Det dobbelte i svaret er kristendom i en nøddeskal; som en valnød, der gerne når den knækkes deles i to halvdele, men som i sin skal udgør et samlet hele. Det er værd at huske; det dobbelte er ikke to, men ét hele. For i dagens tekst ligger en af kristentroens største faldgruber; nemlig at troen på opstandelsen bliver fjernet til fordel for en måde at leve kristent på; altså at det at leve som kristent menneske alene betyder at man opfører sig ordentligt overfor andre. Den faldgrube undgås hvis man forstår at dagens tekst har det ene ærinde at ligestille to greb, som en kristen må benytte sig af; Gudstro og menneskevenlighed. Menneskevenlighed fordi der er gudstro – ellers havner vi i humanisme, som har sine fordele, men som svarer til at stå på et ben. Det rækker ikke bare at være et godt menneske. Der rækker heller ikke at formindske kristendommen til at den alene er en vejledning i hvordan vi lever sammen her på jord. Vi må kunne gå på begge ben, vi må spise hele nødden. Og den siger; Elsk din Gud og elsk din næste. Jeg vil derfor bede jer rejse jer…

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren (det er Gud) sagde til min herre(det er Jesus): Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Prædiken

Lad os for opklaringens skyld gå bag om teksten og si den, så et skema kommer frem. Farisæerne spørger nærmest næsvist, hvad Jesus syntes er det vigtigste ved jødedommen, altså hvad der er troens inderste væsen, og får det klare svar at det er dét at tro på Gud og at være god mod andre. Det vi altså kender som det dobbelte kærlighedsbudskab. Nu er vi halvvejs i teksten; de har spurgt, han har svaret. Ny bytter de roller, for Kristus forlænger sit svar med et modspørgsmål til farisæerne; når nu I har fået svar på hvad jeg mener om loven, så tillad mig at spørge om dette ene; Hvad mener I om Kristus? Hvem tror I at han er? I det spørgsmål sker det spøjse, at han spørger dem både til Gud og til mennesker. Farisæerne stiller ét spørgsmål og får to svar, han stiller 1 spørgsmål og får 1 svar og spørger så igen. Det er sådan noget præster nørder over; at Kristus altid er dobbelt op, dobbelt op på svar og dobbelt op på spørgsmål.

I ser nok, hvordan der sker det at farisæerne tager hans svar for gode vare – andet kunne også lige passe sig, han må vel have ret – mens han betvivler deres svar på at Kristus er Davis søn. De svarer også bare i overensstemmelse med traditionen; at Kristus – altså jødernes forventede Messias, skal komme fra Davis hus og slægt. Men det svar besvarer ikke spørgsmålet. Derfor fortsætter Jesus; hvis det er jeres svar, at Kristus er en knægt fra Davids hus, hvordan kan han så være kongen overlegen, når David med sin egen mund kalder ham Herre? David må have indset noget I endnu ikke har indset. Det er tankevækkende – også for farisæerne, der ikke fremover vover at indgå en spørgekonkurrence med Jesus, fordi de risikerer at udstille at de ingenting begriber.

At de ikke kan svare på spørgsmålet skyldes at de – ligesom vores samfund der falder i tekstens faldgrube, det var det med halvdelen af valnødden – at de kun ser den ene side af sagen. Kun ser halvdelen af Kristus. Kun forstår den ene del af Det dobbelte kærlighedsbudskab, og derfor står på det ene ben og spiser halvdelen af valnødden. Det er ret beset den rene jammer. Blandt farisæerne og i dag hos os.

For svaret på spørgsmålet om hvem Kristus er, er bundet i det todelte svar, bundet i at; vi skal elske Gud og være god mod vores medmennesker, for Kristus var jo begge; han er Gud på jord i skikkelse som et helt almindeligt menneske. Så farisæernes svar afslører at de ikke har forstået denne pointe og derfor heller ikke har forstået at hvad man mener om Kristus også er svaret på hvad der er vigtigst i loven. Kristus er en 2-i-1’er.

Nu tilbage til faldgruben; vi finder den alle vegne. Den amputerede kristentro, at det med Jesusbarnet i krybben og Kristus på korset bare skulle handle om hvordan vi opfører os. Det er selvsagt ikke uvæsentligt men ikke desto mindre kun halvdelen. Lad os kigge lidt på den del af svaret til farisæerne, som handler om at vi skal elske vores næste som os selv: En ambulance bliver kaldt ud til en andensalslejlighed, hvor en mand har ligget i sit eget skidt i 14 dage. ”I sådanne tilfælde kan det ske, selv om det er sjældent, at man har lyst til at gå sin vej og ringe efter en anden. Men det kan du ikke, for der er ikke andre til at klare den opgave. Du må bare løse den,” sådan siger en 29-årige redder. Han bestrider nemlig et arbejde, der kræver, at han kan sætte sig selv og sine egne behov til side, for at kunne hjælpe det enkelte menneske. Heller ingen af os har formentlig stor lyst til at give mund-til-mund til en, der er ved at blive kvalt i sit eget opkast. Så hvor langt rækker egentlig kærligheden til næsten, som står sin ultimative prøve, når vi er nødt til at krydse vores egne grænser for at hjælpe. Som en af landets biskopper forstår buddet, så betyder det, at ”næstekærlighed strækker sig så langt, som dine handlinger rækker”. Dét er jo en vigtig pointe. Vi kan ikke bare tro på at handle pænt og godt overfor andre. Vi må gøre det. Men her må vi tilbage til resten af svaret, resten af valnødden, før vi kan danse fra kirke med begge ben i sving.

Luther har betonet, at mennesket altid – uden ophør - står i relation til Gud og til medmennesker. I Matthæusevangeliet siger Jesus i en lignelse, at når du møder en, der er syg, nøgen, sulten, tørstig eller i fængsel, så er det ham, du møder. Det vil sige, at forholdet til Jesus udleves i forhold til det nødstedte menneske i din verden.

Det har yderligere den pointe at svaret på, hvad der er vigtigst i loven og hvad det handler om med Kristus, i hvert fald ikke handler om dig. Man kan ikke komme uden om, at det, der sker i en kristen livsforståelse og forkyndelse, hele tiden er at få rettet det selvkredsende blik bort fra dig selv og op mod Gud og ud mod næsten, og at det er dér, livets mening fuldbyrdes. Der er det løfte i kristendommen, at hvis du gør dét, får dit liv dybde og mening i stedet for at handle om selvudvikling og selvhævdelse.

Måske er det derfor nu i det begyndende efterår, hvor skumringen sniger sig ind i vores sind, tid til tilbagetrækning, tid til eftertanke. Tid til at slukke din mobil - hokuspokus Iphonen er i fokus? – som en af denne uges artikler beskrev? Jeg er bevidst om at en præst skal prædike for dem, der hører det, der bliver talt. Og derfor er Iphonen også mest et meget synligt billede – også I støder på mennesker i gadebilledet, i bussen, om bordet ved familiefesterne, hvor mennesker looper ud af nærværet og ind i mobilverdenen. Til frustration for flere – det tør jeg godt sige også her – men måske er det tid til at finde august sensommersøndagsteksternes ydmyghed frem og finde et spejl frem, der kan afsløre, hvad I vores liv, der har samme funktion som mobiltelefonens flugtmulighed. For far gemmer sig bag avisen og mor har virkelig ikke tid, for hun er midt i den svære kunst at lave sovs. Også alle dine pligter, kan brænde nærværet og opmærksomheden på næsten af; er det din mødeaktivitet, der holder dig væk fra dem, der er dig nærmest? Er det træning til sportsstævner? Arbejdet? Eller; er det dine børn og børnebørn, der sluger alt dit krudt, så din partner får en karklud hjem efter dage, hvor andre fik overskud og smil? Måske er det nu tid til at kigge på dem, der sidder overfor i sofaen, ved spisebordet, i stuen. Måske er det tid til at spørge den anden; hvordan er det for dig? Hvad er vigtigst? Hvem er du? Noget kan vi alligevel lære af teksten til glæde også for denne dag, idet vi husker at det er for at den anden kan opleve sig elsket; næstekærlighed er at spørge; hvem skal elske mig?  Og derfor må vi kigge på balancen i vores liv; balancen mellem vores gudstro og de andre. En balance som forrykkes gevaldigt, hvis vi selv vejer tungest i dagens fokus. Og derfor bliver det spørgsmål, som vi hver især kan fundere over i ugen, der kommer, det spørgsmål, som indledte hele gudstjenesten i dag. Det var hverken farisæerne eller Jesus, der stillede det, men Esajas der gav det mæle, da han skrev; Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham? »Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?« siger den Hellige.

Og nu tror I måske et jeg er gået en omvej og er havnet helt ude i skoven, men snarer skal vi nu hjem igen, for der sker jo det – i teksten og i den halve tolkning af kristendommen, som kun noget der handler om hvor pænt vi opfører os, at vi skøjter gennem livet (tegn en luftstreg) og ikke får fat i dybden. Vi glemmer så at sige den vertikale bjælke i korset; den bevægelse der går fra Gud til hver enkelt af os – det at elske Gud – og tager os kun af den horisontale bevægelse – mellem mennesker, med udgangspunkt i mig selv. Men svaret er altid; det vigtigste er Gud og den anden. Det andet menneske. Du kan ikke stille noget lige med det. Intet over og intet ved siden af, at gudstro afføder menneskekærlighed. Det er hvad vi må bruge vores jordlod til; med det dobbelte kærlighedsbudskabs korstegnelse for vores indre øje, når vi går gennem vores dage. Lever vi fra Gud til os, og os til andre. Da lever vi sandt.