Pinse Nykøbing 2013

I dag er det pinse – den oversete højtid. Spørger man almindelige danskere hvad pinsen er, så aner nærmest ingen noget. De ved at Jesus lå i en krybbe julenat og hang på et kors i påsken. Men pinsen; det var vist noget med en fisk? Og eftersom kirkens konfirmander er ude i solen efter weekendernes store fester, ja så misser vi også at få fortalt dem, hvad pinsen kan; denne tredje højhelligdag. Og i øvrigt den sidste meget længe; først til jul har vi højtid! At ingen helt forstår pinsen, skyldes nok at ligeså lidt som vi kan få fat i opstandelsesbegivenheden påskedag, ligeså lidt kan pinsens flyvske åndrigdom håndgribeliggøres. Højtiderne svæver om os, som stod vi i vand til knæene i et åløb. Et åløb med fossende vand og ånd. Lad os derfor rejse os og høre pinseevangeliet som Johannes har skrevet det.

Læsning

Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra! Amen.

Prædiken

Teksten er ikke ganske ligetil – den flagrer hid og did: Hvad er det lige der siges? Jo sammenfattet er det en art dødslejetale og en bortsendelse og så står der: Kære alle sammen, jeg – Kristus - tager nu tilbage til himlen, det var der jeg kom fra før jeg blev født og derfor der jeg vender tilbage til. Og det er muligvis ubærligt for jer, at vi nu ikke længere skal være sammen, men egentlig er det bedst for jer. For når jeg er væk, så kommer der en anden fra himlene som kan det samme som jeg, men har en anden opgave – det er Helligånden, talsmanden, sandhedens ånd - og han vil sige alt det jeg ikke har fået sagt jer. Han forklarer det hele for jer; at det vi kalder synd, egentlig er at mennesker ikke tror på Gud, at retfærdighed er at det er meningen at vi og derfor jeg efter døden går tilbage til Gud og at det med dom; både de små domme vi gør om hinanden og den store dom som skiller fårene og bukkene fra hinanden, de der ryger til himmels og de der ryger til helvede, ja det skal I slet ikke bekymre jer om, for den dom er allerede faldet. Det er nemlig sådan at alt hvad der hersker uden ånd – fæet, bæstet – det vil dø og visne bort. Og i øvrigt – denne verdens fyrste – døden som lægger beslag på livet – kan slet intet gøre. For jeg – og dermed I – skal være opstanden.’ Sådan tales der i dag. Måske blev det lidt mere klart? I må bruge det 3. øje og det 3. øre som var emnet for nogle uger siden.

Væsentligt er det at teksten varsler den anden ånd. Og hvorfor siger jeg så det; jo fordi den første ånd er den der er i os. Fortællingen om den finder vi, da Gud formede et lermenneske og pustede ånd i dets næsebor. Og den anden ånd er den, der kommer nu, efter Kristus er død og opstået og faret til himmels igen – den anden ånd vil blæse uden om os, og det er meget smart, for det er der udenom os, er også imellem os og det, der er imellem os, kan vi dele. Så den ånd, der kommer, er den der svæver om os på samme måde som vandet flyder mellem os, når vi bader i det samme vand/hav. Og her nærmere vi os noget centralt. For der står at han, der kommer, den anden ånd, kommer fra Gud og taler det samme som Kristus. Gud, Jesus Kristus og Talsmanden(Helligånden) er ét. De hører sammen. Ja de er en samhørighed. Og de mener og taler og er det samme. Både den første og den anden ånd og de tre måder at tale om Gud på; Far, søn og Helligånd. Derfor er deres billede det som løber sammen - og da vi ikke kan se, hvordan vinden blæser, må vi ty til et andet format. Fra åndens særlige gasart til det tydeligere væske – de kan omtrent det samme, gas og væske, ånd og vand. De har ingen fast form. Så lad os sige at ånden er som vand – det finder altid vej. Vi nærmer os nu centrum, for enhver kilde har et udspring, og udspringet er ikke forskellig fra det, der flyder fra den. Her er vi inde ved et af de mest gedigne gudsbilleder, for Gud Han er kilden, der strømmer og vælder frem. Vi mennesker står i den, ombades af den, kan ikke få fat og ikke fastholde den, men dog fornemme at det er ånd, som er som vand. Ånden kommer et sted fra, forbipasserer os, omslutter os og har en retning. De tre – far, søn og HÅ - løber sammen i døbefonten. I salmedigterens mund lyder det sådan her:

Velsign vort barn med dråbehånd
Gud Fader, Søn og Helligånd
nu tipper himlen ud af kanden
vi står med frugten af hinanden

Så vidt så godt; vi har nu næsten fået fat i hvordan de hænger sammen. Det gør ikke så meget at Jesus måtte dø, opstå og fare til himmels, for en anden (som er den samme) kommer i dag og fylder tomrummet.

Lad os derfor nærme os hvad det betyder for mennesker;

Lad os gå tilbage til den første ånd, den første indblæsning; nogle af jer har måske set filmen Hushpuppy, andre har ikke. Pointen er at et lille brunt menneskebarn er i sin verden, det har en far og en mor, eller oversat; det er et beast/bæst/udyr og en sjæl. Hele filmen tumler med forholdet mellem det som vi ved er sandt; at vi mennesker kommer fra aberne, at vi kæmper for vores overlevelse og at vi er i vores drifters og instinkters vold. Det lille lysebrune lerbarn leder imidlertid efter mere. For moren, sjælen, er blevet borte, da den en dag svømmede over havet og forlod (badekarret, som) det sted (hedder), hvor bæstet barnet bor. Og Hushpuppy leder; leder efter sin mor, ja hun leder efter sin sjæl, leder efter at undslippe bare at være et dyr. Den søgning er vi flere der deler. Vi er blevet bildt ind at vi kun er krop, og at forelskelse er noget vi bilder os ind for at opretholde arten. Ja vi er fornylig blevet bildt ind at vi blot er en krop som får følgeskab af fornuften, men en fornuft - o ve og skræk - som poesien, religionen, æstetikken, det skønne, det meningsløse, har oversvømmet. Bortdrænes fornuftens oversvømmede mark skulle vi eftersigende stå tilbage med alt hvad mennesket er; krop og fornuft. Men Hushpuppy og os i kirken, vi må da spørge os selv: Hvad er vi egentlig, os mennesker; for vi er alle kød, bestemt, men er vi ikke også ånd? Vi nærmer os nu teksten bagfra; for det, der er denne verdens fyrste, er allerede dømt og kan ikke dømme Kristus. Denne verdens fyrste – hvem mon det kunne være? Jo, det kunne være døden, som hersker i vores liv, og det kan vi se, når vi ser en kødelig krop. Den forfalder og forgår. Det vil ske for os alle. Og derfor må vi spørge; Når den døde er væk, men stadig er der, hvad er det da der er? For det er jo det historien om Kristus siger os. Den siger at selvom han døde langfredag, så var han der igen påskedag om søndagen. Hvad var det han var der som? Ja, det som denne verdens ikke kunne få magten over. For døden hersker ikke over livet.

Og samtidig må vi spørge; hvor kommer de små børn fra og hvis ikke svaret er noget med blomsterne og bierne, men er noget med det væsen, den bevidsthed vi er, da er svaret at barnet allerede er, fordi det er ånd. Eller snarere beåndet. Det er, som Jesus, til allerede inden undfangelsen og fødslen. Og det vil være til efter kødet og kroppen er borte. Vi kan se det som en rækkefølge, en tidslinie; kirkeligt set består et liv mellem dåbens tre håndfulde vand og begravelsens tre skovlfulde jord. Men kroppen er der før dåbsvandet og efter jordpåkastelsen. Kroppen bliver ikke til ved dåben, og forsvinder ikke i kisten. Og ydermere; ånden er der før kroppen blev til og efter den bliver til jord. Det er troens påstand – den der taler mod fornuften. Vi er mere end kød og krop, og vi er mere end fornuft. Det hjælper os lidt, og alligevel må vi spørge videre; Hvad er ånden? Kan kroppen indfange noget af ånden – den store hele verdensånd - og da kalde den lille del sjæl? Nah, ikke mere end vi kan gribe vandstrålen fra hanen i håndvasken, når vi vasker vores hænder.  Vi kan kun modtage den. Der står jo ikke at lermennesket hev efter vejret og trak ånden ind, nej der står at Gud pustede ånden ind. Og det viser vi, at vi forstår, når vi bærer vores børn til vandet – til dåben. Her viser vi en art infusion af ånd. Vi holder barnet frem, og lader vandet – det fælles, det der deler form med ånden – løbe over barnets hoved. Vand, der løber sammen og bliver én væske på samme måde som ånd må gøre det. Som en kilde kommer et sted fra og udgøre en helhed på samme måde, som det vand og hav vi bader i. Vi er ikke alene i samme båd, vi er i samme kar, i samme vand, i samme ånd. Og her hænger det igen sammen; for ånden kom heldigvis to gange; den er inden i os, på en måde vi ikke er herrer over. Men den er heldigvis også udenfor os, imellem os. Og her får vi ansvar. Ånden bliver kød ved handling; det er helt afgørende. Ånden svæver ikke hjemløst rundt, men fæstnes i menneskers liv. Kroppen får os til at græde af smerte og når vi kildes griner vi. Vi giver udtryk for de indtryk verden giver os. Og det er den ånd, der er talsmanden – at vi mennesker bruger vores krop og kød til at give mæle til det der er sandt og godt. At vi lever et liv, hvor vi tager hånd om dem, der er mindre og sødere end os. Ja at vi forstår os selv, som nogle der har en mor og en far, en sjæl og en krop, og på den måde lader kilden passere; vi rummer ånden, vi er ånden. Og også at der er såvel kød som ånd omkring os. Vi er ikke kun møder i krop, barnet er ikke kun frugten af befrugtningen, den er også en sammensmeltning med Guds ånd. Mennesket må se hvordan noget forgår, men må også fastholde at der er noget der består.  Nemlig det, som vi tror er før fødslen og som er efter døden. Og når man forstår det sådan, må man tænke anderledes om hvad mennesker er. Man må tage Hushpuppy i hånden og insistere på at lede efter det, der ikke bare er dyrisk. Og derfor også lede i hinanden. Menneskeheden skal lægge krop til Guds ånd. Og derfor er menneskeheden menigheden. Vi er Guds kirke her på jord, fordi vi rummer og er i ånd.

Det er her pinsen bliver mest klar og tydelig. Og det er her sendelsen har temmelig meget at sige. For ånd er tro og tro på noget. Samme tro, fælles tro. Tro som forpligter. For den, der tror kan nok gøre det i sit lønkammer, men må ikke nøjes med at tro i det små. Tro billigt. Nej vi skal tro dyrt; det skal koste os noget og det noget det skal koste os er os selv. Vi må rejse os efter påskens voldsomhed, midt i livets mørke, og fastholde at det er noget værd at tro. Og at det at tro er at være et åndsmenneske. Ja lad os egentlig turde føde åndsmennesket og ikke nøjes med at tro at vi er gjort af kød. Lad pinsen, den anden ånd, være sådan en fødsel og lad os alle samtidig flyde med strømmen. Det er pinseevangeliet.

Kirkebøn – Lad os lægge det frem, som vi har på hjerte og lad os bede.

Herre, giv os alle mod til at være åndsvæsener og kræfter til at leve som sådan. Vis os derfor din vej, og gør os villige til at vandre den. Ræk os din trøst, og gør os klar til at tage imod livet og vores medmennesker som andet og mere end bare udveksling af ydelser. Lad os altid huske at vi deler den samme fælles ånd, den som kommer fra dig, er i dig og går til dig. Kristus - vær med dem der lider af sult og sygdom, angst og uro. Vær med dem, der er fredløse og dem der ingen fred kan finde. Vær sammen med dem som er ensomme og bange, vis dem at ingen af os nogensinde er alene. Talsmand - Frels os fra egoisme og egenrådighed. Blæs liv og ånd i alt, der er forstenet, og lad påskeglæden ramme vores hjerter, så vi bliver fyldt med håb, nænsomhed og ånd. Amen