Intro

Det er en kontrakt. Det forstod man godt i jødisk tid, men vi har glemt det. Glemt at en kontrakt kræver mindst to parter. En kontrakt, som ligesom sidste søndags dobbelte kærlighedsbudskab, er en forbindelse mellem Gud og mennesker og mellem menneske og menneske.

For nok synger vi at alle gode gaver komme oppe fra, og at en jordlod er mig givet. Vi ved nok at livet ikke er skabt af os selv, men rakt os, og vi ved at var det ikke for vores forældre, var vi slet ikke til.

Men vi forbiser at selvom Gud lader det sne og regne og varme mildt i vår, så bliver ingen høst høstet, uden menneskehænder til at gøre det. En høstgudstjeneste minder os derfor dels om vores afhængighed af Gud og vore forpligtelse på at så og harve og høste, hvis vi skal overleve. Og da mennesket ikke lever af brød alene – og gudskelov for det, hvem vil undvære en god bøf – ja så handler dagens tekster og tema mindst ligeså meget om hvordan vores tro og tvivl, liv og levnet foldes ud af os i eget og andres liv. Med andre ord; sænker vi os selv ned i fordybelse, hvor Gud kan gøre sit med os. Lad os se ad – og derfor vil jeg bede jer rejse jer og…

Tekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme, og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads udenfor døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Mark 2,1-12

Prædiken

Jeg fik en pose løg ved min hoveddør, men jeg var ikke hjemme. Dér på trappetrinnet var lagt to poser med løg; en med påskeliljer, en med pinseliljer, løg som jeg en stille stund på terapeutisk vis gik i haven og sammen med sorger og efterårs vemod gravede under mulde. Jeg sænkede noget ned gennem jordens tag – det tag vi går på her højt over regnorme og frøkapsler. Sænket ned til liv igen; for til foråret vil løgene rejse sig som fine spirer og blive til påskeliljer i gult flor og de brændende pinseliljer senere på foråret. Aldrig har vi set noget lignende. Set hvordan noget tørt og visnet, noget hårdt og brunt, kan blive lysegrønt og sprødt, fuld af farver og duft. Fuld af liv igen.

Sådan må det være, fordi foranderligheden er den eneste sandhed.  Intet er permanent. Alt forandrer sig, hvert eneste øjeblik. Og derfor er løgets tilstand ligeså lidt permanent, som døden er. At fejre høstgudstjenester er derfor for en dels vedkommende taknemmelighed! Ved børnenes spaghettihøstgudstjeneste for en uge siden, da lovpriste vi at æblerne nu var modne, klar til at blive bagt til dejlig æblekage. Tak for det Gud. I dag skal vi også takke. Men ikke kun for afgrøder og for livsbetingelser. I dag skal vi takke for foranderlighed. At livet er alt andet end permanent, men undergår forvandling konstant. Vi bilder os ellers ind at noget kan være status quo. Det er ikke sandt. Alt forandrer sig. Alt vikles ud eller ind, alt henfalder eller vokser. Det er et biologisk imperativ at skaberværket bliver til mere; at træer sætter blomst, og bier befrugter. Det sker, fordi det skal ske. Ligedan må træet henfalde, skoven falme. Når du sidst på foråret ser på en visnende æbleblomst, bliver du måske vemodig. Men ser du samme visnende blomst som en del af hele træet, og forstår at det snart vil bære frugt, så ser du ikke længere blomstens skrællede brune blade, men i stedet et tegn på frugtbarhed. At træet snart vil bringe Ingridmarieæbler. Dét er livet, som det tager sig ud under forvandlingsvilkår. Og her i ligger en visdomsnøgle; for en gammel tænker, den irske munk Columbán, har sagt at: Ønsker du at forstå Skaberen, søg da at forstå de skabte ting. Hospitalspræsten Preben Kok går videre endnu og siger menneskebevidst; Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved.

For der ligger stor visdom – men ikke videnskab - i at tyde livet ud fra det liv, der omgiver os. Hvorfor skulle vi ikke kun aflæse storhed dér? Derfor kan vi overføre æbletræets forvandling på os selv – også vi falmer, fordi vi må, og fordi vi forandrer os til noget mere. Husk ydermere at du hverken er blomsten eller æblet, men selve træet, og det træ har dybe, dybe rødder ned under jorden. Den åndelige jord, hvorfra mennesker kommer. Både din skønhed – din blomst – og det der komme til verden ved dig – dine æbler – går tilbage til denne åndelige jord.

Fordi mennesket, ligesom naturen, afgrøderne, høsten altid bare er et sted i en forandringscyklus, kan det lade sig gøre ud fra skaberværket at forstå at Guds vilje med os er at vi skal leve og aldrig dø. Og her kan vi så gribe til teksten, som viser en visnet skikkelse; en ubevægelig, lam størrelse. Ikke andet i ham end hvad man kan bære på en båre. Han sænkes ned gennem taget, som løg der lægges i efterårets muld. Han sænkes ned til livet, til åndelig jord. Og først lyder det; Din tro har frelst dig. Men det rækker ikke; de omkringstående vil se mere. Så Kristus beder ham rejser sig og gå. Han speeder processen op – for manden der ville være visnet til døde, får livet igen. Og det giver fin mening med denne lyncyklus; fra visnet lammet menneske til fuld frugt og genrejst skikkelse videre undervejs på bare et øjeblik, når vi husker at i Åbenbaringsbogen, den bog der slutter vores bibel og som taler profetisk om en tid, som skal komme, der står at i Lysets Rige, står Livets træ. Og det bærer frugt måned efter måned, hver måned, 12 gange om året. Tal lige om opspeedet høstmulighed der! At fejre høstgudstjeneste er derfor langt fra bare en taksigelse over knoldselleri og høstanemoner, men en fejring af livet selv. Høsten lover os, at alle de tegn vi ser omkring os på denne årstid er tegn; ikke til død, men til liv. Til nye kartofler, sprøde gulerødder og syrener der blomstrer engang i juni om meget længe. Vi er ikke i efteråret vidner til et memento mori – husk at du må dø - , vi konfronteres ikke med at døden er det sidste der skal siges, hverken i haven eller om os. Selvom livet ganske vist er det kosteligste, vi har. Det opdager man i hvert fald, når man skal af med det. Livet er mere værd end noget andet. Nej her i høsten forklares os at de visne haver er forudsætningen for afgrøder næste år. Uden henfald ingen opkomst. Uden at blive sænket ned, ingen opstandelse. For Gud bliver ved med at skabe – han forlader os ikke om vinteren og derfor heller ikke i døden. For Gud bliver ved med at skabe. Det er et under. Livet bliver ved med at forny sig, starte forfra, spire. Det spirer hele tiden. Det vokser hele tiden: Korn, frø, kartofler… Livet spirer hele tiden, igen og igen. Og dét behøver hverken vi eller landmænd at bekymre os om. Livet fornyer sig, starter forfra, det er skaberværkets grundlæggende mekanik. Det sørger Gud for. Det er Guds flid og slid! Men vi mennesker, vi skal også noget: Vi skal arbejde med livet. Det er menneskers arbejde at pløje, så og høste. Eller bygge, sejle og handle; det er nemlig også at arbejde med skaberværket. Den del af kontrakten, der er vores, må også opfyldes. Og detil skal vi mennesker takke – det glemmer vi ellers. Det holder hårdt – jeg ved det selv som forælder - at lære de kommende generationer den høflige taks kunst; tak for mad, tak for uldsokker, tak for ingenting. Men det at takke er noget særligt for mennesker; det kan dyr ikke. Det er i bund og grund taknemmelighed, der får samlivet og samfundet til at hænge sammen. Og rigtigt er det jo også, at taknemmelige mennesker har større overskud og bedre humør. Det at kunne takke er derfor på en sær måde i sig selv en gave fra Gud. En gave, der som alle andre gaver, skal åbnes og bruges: Vi skal takke for, at alting er til. Takke for, at livshaven fortsat fornyer sig, spirer, vokser, gror… Men først og mest; en tak for livet, som aldrig står stille, men er i evig forandring. Uden ophør, uden ende. Impermanence is the only truth