Intro

Den gamle hippie Trille har skrevet som en anden Stefanus:

Nogle gange

blir jeg bange

for at blive til en sten

frygten står

som ild i kroppen

dens flamme er så ren

slag for slag

som jern der hærdes

blir jeg stadig stærk og mere stum

den sorte sorg gør så stum

inden i mig fylder stenen

alle lyse rum, vokser ud i de lyse rum

hadet kommer

blir så stort

at jeg til sidst må slå

jeg løfter armen for at slå

men mine arme blir så svage

de visner og kan intet nå

ka ikke nå den jeg ville slå

nogle gange

blir jeg bange

for at blive til en sten

frygten står som

ild i kroppen

dens flamme er så ren

stil mit indre ur på nul

og lad det gå i stå

gid det ur kunne gå i stå

jeg længes efter det skal stå

Intro

Jul er år 0. Stefanus er den første i den nye tidsalder, som ofres på det alter, som huser alle menneskets forskelligheder. I dag er hans dag – i dag er alle stenede menneskers dag. For Stefanus blev stenet, hans hjerte knust. Som kun andre mennesker kan knuse hjerter. Han er stenet – på nudansk betyder det sej-mærkelig. At være stenet er noget junkier – narkomaner - er, når de med kanylen i armen sidder lænet op af Mariakirkens låge, eller stenet er noget som kan være meget godt, om end mærkeligt. Stenet, siger unge mennesker til hinanden ikke uden ærefrygt. At stene er også noget man gør foran fjernsynet. Næsten apatisk upåvirket. Dødlignende. Som en sten. Den stenede Stefanus havde et hjerte, der var alt andet end hårdt som sten, det brændte og flammede og ville noget, men blev knust undervejs i forsøget.

Lad os høre…

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10,32-42

Prædiken

Kaster I med sten i jeres familier? Ikke sådan nogle, som ruder går i stykker af, men bestemt sådan nogle, som man ikke skal kaste med, når man selv bor i et glashus? Kaster I med ordets sten? Bruger I tungens sværd mod hinanden? Bliver I dødlignende efter en juleuge i fælles stue? Hvad kommer det af, den splid som skaber juleufred. Jesus siger: "Tro ikke jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender".

Mærkelige ord. Barske ord. Ja, rystende ord til mennesker, for hvem julen måske først og sidst er den tid på året, hvor familien og familiesammenholdet skal fastholdes og styrkes. Styrkes, også i kraft af julens fortælling, og spejles i den hellige familie i stalden i Bethlehem. En sand grundfortælling, som i vores kultur har haft den, synes vi, gode virkning, at den maner til nærhed, nærvær og familiesammenhold.

Og så kommer vi i kirke her 2. Juledag. Vi kommer måske oven i købet for at blive bekræftet i vores ønske om at fastholde julen som familiens og familiesammenholdets fest. Og hvad møder os så her i kirken på denne 2. Juledag? En vred, harmdirrende Jesus, der om sig selv siger, at han er kommet for at sætte splid i familierne. Hvad er meningen? - må vi ærligt talt spørge.

Nå, ja, vi ved da godt, at der selv i de bedste familier kan opstå situationer, hvor det er så som så med familiesammenholdet. En hel, lang jul i familiens skød kan ind imellem udvikle sig til en ret slidsom affære for deltagerne. Især hvis man måske indser, hvor stor afstanden er blevet. Til ens forældre. Til ens søskende. Til ens børn. Det sidste er jo det værste. Splidagtighed mellem forældre og børn, der bevæger sig længere og længere væk fra hinanden, er noget af det mest hjerteskærende, der findes. Er det sådan noget, der er på færde i vores evangelietekst til denne 2. Juledag? Det er det på sin vis. Teksten blev i hvert fald til i en situation, hvor den på dette tidspunkt nye religion eller Gudstro skabte afstande mellem mennesker, også mellem forældre og børn. Hvor børn – den nye tids troende - gjorde oprør mod deres jødiske forældre og mod hele samfundet. I en sådan grad og på en sådan måde, at de risikerede at dø af det. Sådan som det skete for kirkens første martyr, den hellige Stefanus, som vi hørte om i dag fra alteret, og som altså har lagt navn til denne helligdag, der kaldes Skt. Stefans dag. Han blev stenet af sine landsmænd, måske endda af sine egne familiemedlemmer, der simpelthen ikke forstod, at han og hans medkristne gik deres helt egne veje. Kan vi af et ærligt hjerte sige, at situationen i familierne i dag er en ganske anden? Vel kender vi til uenighed og konflikter mellem forældre og børn, men for det meste viser vore dages forældre stor forståelse for deres børn og deres særheder. Og når det bliver jul, er der faktisk ingen grænser for forældres forståelse for deres børn. Eller er der?

Hvis Se og Hør var på besøg i præstegården, ville de vide at hjemme hos os har julen aldrig været på børnenes præmisser. Det kan jeg godt begræde i dag, men vi har insisteret på voksenjul. I dag har de naturligvis lært det, de tre små jeg har, lært at maden kommer før træet og træet før gaverne. Men da de var mindre – uha, det var småt med vores forståelse, for vi forstod jo julen. Kendte skabelonen for den rigtige aften, den rigtige familie. Hvem bildte os ind at vi skulle lære vores børn tålmodighed juleaften? Det er helt ærligt temmelig stenet, sådan at tænke over. Tænk at tage juleglæden gidsel, fordi børnene i hvert fald IKKE må få en gave før vi når til gavegivningens time, sådan et sted mellem halv otte og halv ni. Og sådan er det givetvis i andre familier. Hvor det ikke handler om at holde den gode ånd fast, men holde formen fast. Hos jer er der måske nogen, der forarges over børnenes hektiske flåen i indpakningspapiret. Ærgres over deres utaknemmelighed, når gaven ikke er stor eller god nok. Eller måske kostapostlene hos jer sukker over at kun småkagerne bliver spist af de runde barnekinder, mens de fine røde pigeonæbler og nødderne ligger forladt i deres skåle. Jo, der er nok at harmes over. Nok, der skiller mennesker fra hinanden. At det skulle være Gud, ligger ikke lige for. Er han ikke den, der forener? Den der heler, hvad er brudt og samler hvad er adskilt? Hvordan kan han så sige at han er kommet for at skabe ufred? I ved det nok. Det er jo ikke Gud, der skiller, men overbevisninger. Tomme principper, manglen på nænsomhed, alle de steder hvor vi ikke vil se den anden og hans ståsted. Straks flyver det med ord så hårde som sten. Eller bare tanker, fordi nogen bildte os ind at tanker er toldfrie og man kan tænke hvad man vil. Det er naturligvis ikke rigtigt. Man skal kunne stå ved sine tanker. Man skal kunne stå op for sine tanker. Det gør Stefanus, og fordi andre ikke vil rumme ham og hans, kaster de anklager på ham, det fyger om ham med modstand. Det dræner og dræber ham, tager hans liv fra ham. Han drives ud af sin flok og familie. Mon ikke mange af os kender den erfaring enten fra familien eller andre kredse vi har færdes i? Af ikke at føle sig hjemme der, blandt det der skulle være ens nærmeste. Da står man og han forladt og alene, men danser slet ikke rundt. I stedet går han i gulvet.

Da kommer ord til ham og alle os. Ord, som kommer et andet sted fra end de skarpe tunger vi møder i familiens skød og i vores egen mund. Ord, som kommer fra Gud.

Ord, som altid har talt til beklemte og knuste hjerter, der ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv og deres drømme og længsler, deres glæder og sorger. Ord, som derfor altid er blevet forstået og grebet af fortvivlede mennesker, som ikke havde et sted, hvortil de kunne hælde deres hoveder, og som derfor blev så desperate, at de var nødt til at bevæge sig derud, hvor de ikke kunne bunde. Til dem lyder der her i kirken ord fra Gud, som siger til beklemte og knuste hjerter: Uanset hvem og hvad du er, uanset at du er ved at dø af mangel på fællesskab, så har jeg, Gud, besluttet at have fællesskab med dig. Virkeligt fællesskab med dig. Derfor blev jeg et barn som dig. Et barn, der ikke var rum for eller plads til, og som derfor blev født i en stald, svøbt og lagt i en krybbe.

Det er et ord, som altid har været foragtet af de magtfulde, af de etablerede, de kloge, de diskuterende, de snakkende, dem md form før indhold, princip før sag, og som derfor har glemt, hvad julens fortælling egentlig rummer, og hvem den har bud til. At den måske slet ikke har bud til dem, men at den har bud til deres børn, som kan føle sig udenfor i de voksnes jul. Til alle dem med knuste hjerter.

For knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe.