2. trin eller Enhver mangel er en mulighed

Indledning

Tænk, hvis vi var herrer over livet. Besluttede os for i vores spaltethed at nu var det tid til at æg og sædcelle fandt sammen og frembragte netop os.

Tænk, hvis vi var livets herrer og alt hvad der hændte os var valgt til og fra af os selv. Nogle tror det sker i et liv før dette; at vi vedtager der i før-livet at nu er det tid, dette er opgaven vi stiller os selv og her er tiden du får. God fødsel og arbejdslyst, siger vi til os selv og bemægtiger os verden. Trænger ind i den. Og genfødes på ny som mennesker.

Tænk, hvis vi var livets herre og besluttede hvornår nok var nok. Hvornår vores ego ikke længere kunne bære lidelsen og vi satte vores system ud af kraft. Hev stikket, og lod kroppen segne død sammen. Tænk om aktiv dødshjælp blev selvfølgeligt.

Ja – tænk hvis livet var en fest og vi placerede os selv ved højbordet. Afgjorde hvem der ellers skulle med, hvad menuen var og hvornår festen sluttede. Lad os rejse os og høre, hvad evangelisten Lukas skriver om dét:

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har - købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har - købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har - lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.

Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24

Prædiken

Nej, vi er ikke livets herrer. Men vi opfører os som sådan! Som om vores kød og ånd og liv er vores til egen glæde og udfoldelse. Lignelsen i dag siger det konkret; vi har for travlt med vores eget, til at tage imod den invitation, der bliver os rakt.

For travlt med at undskylde, hvorfor vi ikke gør dit men hellere dat. Og alt det vi undskylder os med kalder vi pligt. I vores tid samler vi til hobe under pligtparasollen; ikke alene vores mark – altså arbejde – også vores okser – altså hus og hjem – men også vores familie – som vi lige har giftet os til - har forrang over alt andet. Forrang fordi vi i bund og grund synes at vi selv og det nærmeste er det vigtigste. Det er et ret præcist sindbillede på vores tid. Så optaget af vores eget, som for de manges vedkommende er at vi er lykkedes. Ja optagede af hvad vi har og er, så optaget at vi glemmer at vi ikke er herre over livet. Vi har nemlig samtidig bildt os selv og hinanden ind, at den det går godt, har selv gjort sig fortjent til det. Vi er vores egen lykkes smed og livets herremestre. Men midt i velstanden, erhvervelserne og det velsignede liv, glemmer vi hvad det nu var et menneske var. Vi glemmer, at vi kom til verden ud af andres vilje og ønske. Vi glemmer, at vi er disse åndsvæsener, som hele pinsen fortalte os. Og fordi vi har glemt det, har vi glemt Gud. Vi mangler ham slet ikke længere. Det kan lyde foruroligende og er det for så vidt også. Men sandt er det for mange, der lever et liv i illusion, at det med Gud er en sjov fortælling, der siger dem ligeså lidt som Hans og Grethe. Det har ikke noget med os at gøre. Sandt er det også at det med at lykkes netop er en illusion; menneskelivet er ikke bare en rejse i succes, men er først og mest at vi er udsat. Vi lever bare ikke længere på den udsathed og derfor heller ikke på dødens præmisser. Vi siger ’hvis jeg dør’, og vi planlægger pensionen, som var det givet, at vi opnåede dén alder. Det bringer os til første konklusion; Så når livet er en leg, og døden en mulighed, der ikke er helt givet, hvorfor så tage imod invitationen til opstandelsens bord? Livet nu er jo så ganske udmærket!

Her kunne dagens prædiken stoppe, hvis den var en tale og ikke bare en prædiken. Men nu siges ordene i en kirke, og efter at vi netop har sunget om dette glædelige budskab. Så dét må vi finde frem; det glædelige i dagens tekst og tema. Og derfor fortsætte i teksten, hvor der står, at den, der er livets herre, bliver vred! Træls at han ikke bare rummer os i vores egen selvoptagethed. Men der står altså at han bliver vred, og bagefter inviterer alle dem, som ingenting har. De syge, de ensomme, de fattige. Fordi han godt ved at enhver mangel er en mulighed. Enhver mangel – er en mulighed.

Derfor bliver vores eget nej tak til invitationen, fordi vi er optaget af alt vores eget, også den forhindring og barrikade vi sluser ind mellem Gud og os, mellem himmel og jord. Og så lever vi ganske godt jo – os privilegerede vesterlændinge. Lever ganske godt rundt om vores egne festborde, hvor vi er værten.

Går bølgerne højt, så indser vi den længsel, der hvisker indeni; den, der taler om at livet er mere end frikadeller og vasketøj. Måske hvisker den endda et memento mori og et carpe diem; husk at du skal dø og grib dagen. Og så bevæger vi os ind i landskabet af tro. Det sker for mennesker – at vi leder efter svar og mening, efter tydninger af sand værdi og af det, der ligger hinsides os selv. Nogle mennesker stopper søgningen der, hvor det gode liv ikke kan få en ende, men kopieres i en uendelighed. Det bliver deres evighed. En bestandig genfødsel og nye liv – en sjæl der reinkarneres. På store dele af kloden er dét det vedtagne livssvar. For mig er det fantasiforladt – en art kopisme. Kristendommen taler om det originale liv; det er der ét af. Til gengæld er det uden ende, om end underlagt forvandling; det siger Paulus os. De, der tror på reinkarnation, har typisk være pave eller Paulus eller Dronningen af Saba i et tidligere liv. Det er ligeså usandsynligt, som at alle klodens kristne kirker skulle kunne have en særlig stump af Kristi kors. Ikke engang indenfor sandsynlighedsregningen og det mest matematiske felt, ville den slags gå op. Pointen er også bare den, at aldrig bliver vi fri for os selv – hverken i reinkarnationens lange kæde af liv eller bare i dette liv. Utrætteligt danser vi med ekkoet af os selv. Hér er en sammenhæng mellem alle klodens relifioner, for tro er tro, uanset dets formulering, og alle steder beskuer vi spejlbilledet af vores liv, og kommer aldrig rigtig udenfor rammen. Der er kun os selv, hvad enten i dette ene liv eller de mange efter hinanden. Vi undskylder vi os med at vi ikke kan deltage i andres fester – heller ikke Guds lille taffel – med det gentagne ’jeg har en mark, jeg har en okse, jeg har en kone’. Jeg har jeg har jeg har. Vi vil nemlig langt hellere fejre os selv og være festens genstand og midtpunkt, end komme til andres fester, hvor det hele handler om dem! Imidlertid er god etik jo at man skal elske sin næste som sig selv, og det er her vi skyder pligten ind som en højdespringerstang, der kan løfte os over andres udrakte hænder. Vi ville virkelig gerne have været med til den der fest, meeen der er jo lige alt det her andet, som vi er nødt til at passe!! Passe og pleje os selv, som er det vi ser i spejlet, når vi kaste vores iver over vores arbejde, vores hus og vores ægteskab. Og det skal vi, passe og pleje, for alle tre elementer afspejler om vi er en succes. Og en succes er man pligtig til at være. Tilsyneladende.

Men for at dette kan blive en prædiken, og teksten I hørte et evangelium, så lad os vende det om. Måske er vi slet ikke som de 3, der har og har og har? Måske betyder det egentlig ikke noget, hvor privilegerede vesterlændinge vi er. Måske er åndsmennesket mest af alt under samme overskrift; ensomt, udsat og forladt uanset om det er en fattig hindu eller en ophøjet pave? Måske er det os, der får buddet anden gang herrens tjener sendes af sted. Måske er vi ikke de oprindeligt inviterede, som afslog? Måske befinder vi os nemlig lige præcis nu og intet mindre end ved Herrens Taffel? (Os, der kalder sig kristne – vi holder fast ved højtiderne; vi fejrer jul påske og pinse, for at ikke hverdagens pligt skal blive hele det grå liv? Gud ske tak og love for forårets mange helligdage hvor vi kan undslippe os selv og bare være – jeg håber også I har nydt højtidernes stilstand, der egentlig er et evighedshul.)

Imidlertid inviterer ingen til fest, for at glædes over tomme stole. Således heller ikke Gud, som er festens vært i dette tilfælde. Ingen, der holder fødselsdag eller bryllup ønsker sig afbud. Derfor er det så heldigt at den vrede, som rammer Gud, ikke bliver til en bitter, rimpet mund, med korslagte arme og så-kan-det-også-være-lige-meget-attitude. Nej – for den fest han inviterer til er livet og han insisterer på at holde festen. Også selvom vi ikke helt forstår, hvad opstandelsesbudskabet kommer os ved. Det glædelige budskab, ja den egentlige nåde i dagens budskab er, at livet fortsætter uanset om vi takker ja eller nej. Den sande fest kan vi ikke undslå os – forklarelsens fest. Og det er opstandelsens budskab; at den mening vi leder efter i livet, bliver os rakt og udfoldet når han rækker os hånden i dødens dal og trækker os ind i livet. Det vi tror er evigt. Og det er ikke alene en trøst og en forklaring. Det er et håb, der rækker bagud og ind i vores livs dage allerede nu.

Gennem døden går en vej, som vi alle vandrer alene uden følgeskab af hinanden – enhver må dø sin egen død - men Kristus krydser vores grænser, og bemægtiger sig vores liv i døden såvel som i livet. Uanset hvor alene vi går, da går vi aldrig ene. For det er ikke os, men Ham, der er Herre over livet. Hvilken lettelse og sikke et glædeligt budskab.