Intro

Adventstiden er en helhed; det er fire afsnit af en stor fortælling. Hvert sit kapitel – denne søndag er et sort kapitel. Sidste uge taltes om skuffelse, næste uge handler det om den første lille grønne spids af en vintergæk, og 4. søndag i advent er bristefærdig spændt forventning. Men i dag – oh ve og skræk – det er som en dundrende hovedpine, der klemmer livet af pander og ud af ethvert mod. Imidlertid er det vigtigt at huske og vide; i dag er kun et kapitel, kun et af fire afsnit, her ind under jul.

I år står jeg så ved teksten om brudepigerne igen. 2 år er gået siden jeg tiltrådte embedet som præst, og det er derfor også 2 år siden denne her tekst sidst lød. Alt og intet er forandret, kun teksten er uberørt. Den er ligeså sur i tonen, ligeså ubegribelig og urimelig som altid. Og igen i år ledes jeg til at spørge; gad vide om jeg har olie i min lampe? Og hvis ikke; hvilken olie-reservetank skal jeg så gå til? Så jeg vil bede jer blive siddende og høre teksten til i dag.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt 25,1-13

Prædiken

Er I klar? Er huset pyntet og de første kager bagt? Sådan spørger vi hinanden disse uger. På overfladen, men I fornemmer nok, at i dag er det vores liv, der er på spil. Det er selve livets flamme, der brænder, og samme flamme – altså livslyset - der kan brænde ud. I dag er mere på spil, end teksten først afslører, fordi den taler på et øverste, ydre fernisplan, men afslører at det, der er på spil, er at det kræver vovemod at turde kaste sig ind i fortvivlelsen, uden den – fortvivlesen - bliver vi nemlig som pontoner på overfalden af oprørte vande. Samtidig er udgangspunktet, at den tomhed, som fortvivlelsen er udtryk for, billedligt talt er som en olielampe. Og en olielampe er kun en olielampe, fordi den er hul. Den har tomhed, for at kunne rumme noget. Den er delt i to; det ydre og det indre og hverken lampens skalform eller det tomme rum, kan undværes. Ligesom vi må se vores eget livs tvedeling; at vi er et sammensat hele, noget vil og noget andet vil ikke. Noget tror, noget tror slet ikke, noget håber, noget fortvivler og den ene del kan ikke stå alene, men næres af hinanden, ligesom krop uden ånd er hul og ånd uden krop er hjemløs. Det og vi er et hele.

Og derfor går man galt af teksten, når den gåes til for bogstaveligt. Når de ti brudepiger bliver 5 kloge og 5 tåbelige, 5 får og 5 bukke, 5 frelste og 5 fortabte. Næ, det er snarere sådan at du med den ene hånds 5 fingre gør godt og med den anden hånds 5 fingre strammer garnet og kvæler barnet. Vi er alle sammensat af kærligheden til medmennesket og tilbøjeligeden til at svigte. I kender givetvis spændingen fra jer selv. Der er noget i livet, som hænger sin frakke på Guds knage og venter tålmodigt og velforberedt, med holdninger og handlinger vel afstemt. Og der er en anden del, der er brutal og grov, grådig og selvretfærdig og som brænder sit lys i begge ender. Hvis I mærker efter, kan I hvert øjeblik mærke, hvilken hånd i griber efter gaven med; er det ydmygt eller rethaverisk. Prøv engang i dag at observere dig selv. Udforsk dine motiver, se om det er det tomme og øde, fortabelsens sultne sted, der jager dig frem, og griber efter hver en flygtig gave, der rækkes dig, eller det er fylden – den evige, fredelige forbundetheds fylde – som får dig til at afvente og modtage?

At være helt forbundet med det guddommelige univers, at afvente brudgommen, som fuldstændiggør en, er for de få. For helgener, for Mother Teresa og Mandela. Derfor snylter vi almindelige mennesker på os selv. Vi ved godt at tomheden kan suse omkring os, når vi er mere optagede af om vi mon har gjort det vi skulle, opnået det vi mener man bør. Når vi jager frosne ænder på tilbud og hamstrer mandler, når vi begræder at gavepapiret har den forkerte kulør og glemmer hvad er indeni. Og den tomhed ønsker ethvert menneske at fylde med andet end hurtige kalorier og hullerne fra vaniljekransene, fordi vi godt forstår at vi ikke kan fylde tomhed med tomhed. Vi ønsker at fylde vores livs blinde vinkler og uudfyldte felter med mening. Vi leder efter sammenhæng. En totaltydning på vores liv. Og vi læner os op af den anden hånds 5 fingre, det sted hvor taknemmelighed kommer før krav og rettighed, hvor vi lever for andre og ikke bare bruger andre i eget liv. Det sted hvor meningen er udenfor os selv. Den fylde vil vi gerne hælde ind i hele livet. Kan vi låne lidt – spørger vi så? Kan vi fylde troens olie på begærets bæger? Nej. Det kan vi ikke. For ønsker man sig brændende at blive ung og smuk og slank, rig og populær, have magt og være uundværlig, så hjælper det ikke at få at vide at du skal elske din Gud og din næste som dig selv. Det hjælper ikke at høre at livet varer evigt, at Gud er med dig alle dage og at selv mørket vil blive lyst igen. Det hjælper ikke, fordi det ikke modsvarer ønsket. Derfor må vi holde begæret ude. Det er hvad teksten slutter med, når brudgommen, der er Gud, siger; jeg kender dig ikke. Jeg ved ikke hvad du er. Jeg forstår ikke hvilken betydning det skulle have om gavebåndet er blåt eller rødt, jeg forstår mig kun på det der er inden i. Så vi kan ikke dække det ydre med det indre. Men vi kan afstemme det. Vi kan balancere hvad er væsentligt. Vil vi have rigdom og store biler, ja så gå til købmanden, han kender dit behov og kan efterkomme det. Der bliver du ikke skuffet, men får fyldt på af den olie du efterlyser. Hvis du har brug for indre fylde, for mening, for sammensatte tydninger, for at livet er dig givet for at du skal give videre, så gå til Gud. Men før du går nogen vegne må du bære over med dig selv og holde ud. Holde ud at du vil være ung og smuk og rig, mens det du kan få hos Gud er dybde og fredfylde og klarsyn. Hav tålmodighed med dine fingre, som spjætter spasmodisk og griber efter kagefadets overflod uden at føle sulten stillet. Og ret i stedet dit sind mod lyset. Kigger du på dét, fortoner mørket sig, skyggerne fortrænges. I dag er endda halvdelen af adventskransen tændt. Kig på dén. Bevæg dig mod punktet, hvor Guds nedslag kan få gennemgribende indflydelse på din tilværelse, og håbet og modet og kærligheden, som ringe i vandet, kan fortrænge overfladens behov og i stedet vise dig, hvordan du kan nå til en dag af blive mæt på livet. Opfyldt. Tilfreds. Ellers vil sulten jage dig, tomheden nage dig og meningen med det hele fortone sig. I dag på adventstidens sortesøndag må du kigge op af krigsmandens gryde og se; der oppe er lys. Teksten trøster os, når den insisterer på at messe sit Hold Ud! Skulle vi være i tvivl kan vi læne os op af teksten, som jeg læste fra alteret, hvor der stod; ”Vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.” Vi må gøre hjertet stærkt og fremelske tålmodighed. Vi må gøre det for at kunne leve bedre og for at være bedre at være sammen med. Vi må stille vores liv til rådighed – som Maria skildrer det kropsligt ved at lægge liv og lemmer til barnet. Vi må villigt stille vores egen tomhed frem midt i al sin egen fortvivlelse og håbe og tro at når Gud kommer os nær, så er det for at hælde brændstof på. Lad os derfor gå til Gud – den store tankstation – og hente vores åndelige olie, som holder livslyset brændende, flammende klart. Helt ind i evigheden.