Intro

Kan du huske det. Dengang – den store fest, risene i håret, ringen som føltes ny på fingeren. Måske et nyt navn og i hvert fald en ny titel; fra kæreste til kone. Foreningen i bryllupper betyder noget – det ved enhver der selv er blevet gift. Det er ikke bare en dag som alle andre. Også gæsterne ved det. De tager deres fineste tøj på – for bryllupper er store fester. Derimod er det vanskeligere at være dåbsgæst; hvor fint skal det være? Skjorte? Kjole? En jakke måske – eller rækker gårsdagens cowboybukser. Man ved ikke altid hvad klædning, der er comme il faut. Hvad de andre kommer i. Når Gud i dagens tekst inviterer til fest er det et billede på at vi er indbudt til at leve ganske nær det hellige. Og også her må vi overveje, hvad der er god klædning. Hvordan må man gøre sig klar til at være tæt på det, som ikke er af denne verden. Jeg læser evangelieteksten fra Den Nye Aftale, og ordlyden er derfor en smule anderledes end den tekst I finder bagerst i salmebogen. Jeg vil bede jer rejse jer…

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus fortsatte: Historien her viser hvordan det er i Guds rige. En konge holdt bryllup for sin søn. Han sendte sine slaver af sted for at hente de gæster, der var inviteret til festen, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre slaver ud og bad dem sige til de indbudte; Festmiddagen er klar, de bedste okser og kalve er slagtet, og alt er parat. Kom til brylluppet! Nogle var ligeglade og gik deres vej – en af dem skyndte sig ud til sin mark, en anden gik hen i sin forretning. Andre overfaldt ligefrem slaverne, mishandlede dem og slog dem ihjel. Så blev kongen rasende. Han sendte soldater af sted og gav dem ordre til at slå morderne ihjel og brænde deres by af. Og så sagde han til sine slaver: Alt er klar til brylluppet, men de indbudte gæster var ikke værd at have med til festen. Gå nu helt ud i udkanten af byen og inviter alle og enhver til brylluppet. De gik ud på gader og stræder og hentede alle dem de kunne finde uanset om de var gode eller onde. Bryllupssalen blev fyldt med gæster. Kongen kom ind for at hilse på gæsterne, og her fik han øje på en mand der ikke var i festtøj. Kære ven, sagde kongen, hvordan er du kommet herind uden at være klædt om? Det svarede manden ikke på. Så sagde kongen til sine slaver; bind ham på hænder og fødder, og kast ham ud i mørket, udenfor hvor de græder og skærer tænder. Der er nemlig mange der er indbudt, men kun få der bliver udvalgt. Matt 22,1-14

Prædiken

For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ikke om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder frem. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: "Kejseren er i garderoben!"

I genkender helt sikkert eventyret om den forfængelige Kejser, som går så højt op i sit tøj, at alt andet mister betydning. I dagens tekst er også en, hvor den rette påklædning – eller mangel på samme – bliver helt afgørende for udfaldet. Men først må jeg spørge; Hvilken fest vil du ikke være med til? Nogle træder ud af forbrugsfesten og lever af mindre. Nogle vil ikke være med til familiefesten, fordi eksmanden er til stede eller andet byder en imod. Det bliver uden mig! Sådan siger vi, når noget ikke stemmer overens med os selv og vi derfor ikke er med på setuppet. Sådan er der også nogle, der ikke går med til brylluppet i teksten. Skal vi afsløre hvem der er hvem? Tja kongen er vel Gud, slaverne alle dem, der bringer hans invitation ud i verden; dem som går hans ærinde, dem som tror ham. Og de der ikke tager imod invitationen, er dem som vender ryggen til at der er noget her i livet og her i verden, som har troens karakter. Mennesker som lever af det de kan se og måle og forstå. Kloge mennesker, søde mennesker, mennesker med mark og forretning, familier og noget fornuftigt at fylde i deres hverdag. Men mennesker uden Gudstro. De behandler slaverne enten med ligegyldighed eller aggression; vi ser det også i vores tid. Biskopperne, der denne weekend bar bud om at vi må bruge vores penge også på verdens fattigste og ikke kun på skattelettelser, blev i medierne mødt enten af skuldertrækken; hvem gider høre på en kristen kirkes overhoved, eller med vrede; kirkens folk skal ikke udtale sig om skattepolitik. Situationen er den samme som dengang slaverne gik ud for at få nogle mennesker til at komme med til brylluppet, altså være tæt på det, der er helligt i et liv. De fleste kommer ikke, afviser budskabet og budbringeren. Men leder man længe nok, er der altid nogen – eller noget i os alle – som alligevel har mod på at se, hvad det med Gud er for noget. Så snart er bryllupssalen fuld og festen i gang. Folk er kommet af tro; trukket til af længsel efter at begribe hvad verden er for en størrelse, hvad meningen med livet er. Og kongen kommer for at se til festen, men finder én, som stikker ud. En som ikke har festtøj på. Hvem mon det kan være…

Lad os gå et skridt til siden. For der er nogen, der er udenfor festsalen – alle fik buddet, både de mest nærliggende at invitere og også dem, som lever så langt fra festens sted, at det næsten er ved verdens ende. Nogle takkede nej, og derfor er der nogen, der er udenfor, dem som ingen tro bærer her i livet. Tro på det umålelige, det poetiske, det flyvske og ufattelige. De er derude, hvor livet kan være grufuldt, fordi der ingen trøst er. Derude, hvor der ikke er tro på, at livet fortsætter efter døden. Derude er kun hvad vi véd; at en dag må vi bort og ædes af orme. Det udløser gråd og tænderskæren. Derud sendes ham, som ikke tog det rigtige tøj på. Ham, som ikke bar troens klær, som ganske vist er usynlige, men blotlagt for Gud. Og derfor slår det nogen gange os, der tror, at det er et vanvittigt privilegium at tro! Ikke let, ikke uproblematisk, men at få lov at tro mod bedre vidende at der findes en Gud og et himmerige, er et held som ikke er alle forundt. Men altså, han er således afsløret, gæsten som stak ud, han som ikke havde forstået hvordan man må komme til Guds hus - og jeg minder om at det ikke handler om hvor fin kjolen er, men om ens sindelag. Så kongen søger først at indlede en samtale med ordene “Min Ven!”, men gæsten vil åbenbart slet ikke have noget med værten at gøre. Han siger hverken tak for indbydelsen, tillykke med sønnen eller noget andet - han står bare helt tavs. Og helt ærlig, hvem ville ikke være det – foran Guds ansigt. For med ét viser det sig at der midt i forsamlingen af troende, er én som ikke tror. Krymper vi os nu? Ja mon ikke – for også her i dag sidder tvivlen og nager, den bider i vores kød, den afslører at det med at tro slet ikke bare er noget vi bærer som en tydelig krone, en synlig glorie om vores hoved. Nej at tro er en kamp. En gave og en kamp. Også i mig bor tvivlen. Også jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige til Gud, hvis han spurgte mig; hvorfor er du kommet mig nær, hvis du tvivler på at jeg er til. Måske vil jeg svare; af nysgerrighed? For at få gjort tvivl til vished? For at se giraffen? Mit åndelige tros tøj ville vise sig at være fælt hullet. For også jeg ryger lejlighedsvist udenfor, ud i mørket, hvor de græder og skærer tænder og hvor ingen tro trøster.

Men heldigvis står teksten hos Matthæus ikke alene. For fra alteret læste jeg den gamle, gamle Jeremiastekst. (Ja vi sang den sådan set også.) Dér lyttede vi til en tydning af hvad videre sker; Profeten Jeremias bliver sendt ned til en pottemager, for dér vil Gud tale til ham. I pottemagerens værksted står han og betragter hvordan, pottemageren forsøger at forme en krukke af ler. Han drejer sin skive og putter vand på. Ofte går krukken i stykker, andre gange bliver den skæv. Men pottemageren har en idé om, hvordan den færdige krukke skal se ud og derfor bliver han ved og ved. Da lyder det pludseligt til Jeremias: ”Er ikke mennesket ligesom leret i en pottemagers hånd? “Er det ikke Gud, der har formet os til det, vi er? Og har Gud da ikke også lov til at have en tanke og en idé, som Han bliver ved med at forsøge at få frem hos og i os - uanset hvordan vi mennesker opfører os?” Og derfor fortsætter historien om mit hullede trostøj, om gæsten uden ret klædning, med at afsløringen i sig selv kan bringe et menneske videre. Når det bliver tydeligt at også vores klæder afslører mere, end vores åndelige blufærdighed helst vil være ved. Så er der stadig håb. Også selvom vi ligesom kejseren siger sådan her: "Ja jeg er jo i stand!" sagde kejseren. "Sidder det ikke godt?" og så vendte han sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede sin stads. Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se. Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: "Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været dum. "Men han har jo ikke noget på," sagde et lille barn. "Herregud, hør den uskyldiges røst," sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. "Men han har jo ikke noget på," råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: "Nu må jeg holde processionen ud." Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var. Og sådan kan det også ske at vi indser at de, der er med til festen, ikke nødvendigvis er bedre end de, der afslog. For troens klædning kan hurtigt vise sig ikke at være andet end lånte fjer og trylletøj. Dagens gode budskab er; uanset om du kommer i kjole og hvidt eller med klude om din hånd, uanset om din tros tøj er en hullet kappe eller du tror så fast at du er en del af den store hvide flok, ja så er det i sidste instans Guds villighed til at lappe og iklæde, til at omforme og genrejse, det hele kommer an på.

Spørgsmålet til os selv bliver om vi har forstået Kejserens nye klæder ret; Det indeholder jo en udtrykkelig invitation til DIG. DU er det lille barn, der kan sige: Jamen der er jo ingen substans. Er der det? I dit Liv? Ellers så vov dig med til festen.