14. søndag efter trinitatis

Indledning

At forstå eller ikke forstå – det er sagen. At se eller ikke se, Høre eller ikke høre. Indse eller ikke indse, Acceptere eller ikke acceptere affinde sig med eller ikke, Ja måske endda, når alt kommer til alt; at være eller ikke at være - er det bøjet i neon nu? Spørgsmålet er hvor går grænsen for det ene og for det andet?

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Luk 17,11-19

Prædiken

Man må afgøre sig for om statistikken holder – når 1 af 10 kommer tilbage, svarer det så til hvad vi ser i folkets kirke? Mere end 1 af 10 er medlemme – faktisk helt oppe på 8 af 10. Og mange, mange bruger kirkens tilbud; dåb, vielse og begravelse, men også konfirmandundervisning, børnegudstjenester, højmesse, foredrag, og alt det andet der foregår.

Hvis teksten siger noget om menneskers tilhørsforhold til det guddommelige, ja så kan vi tælle på, hvor mange der mener at der er mere mellem himmel og jord. Og måske nærmer vi os så 9 ud af 10. Kristendommen kan godt spænde ben for sig selv, når den kræver at kristne tror på det-der-mellem-himmel-og-jord på en særlig måde. Så måske skal man starte med slutningen og spørge; tror du på at der er en art fortsat liv efter døden? De allerfleste vil kunne svare ja. Endnu flere vil håbe det. Men så begynder det også at blive vanskeligt… For det med at der måske er noget mere, det er ikke nogen videre trøst her i livet. Her vil vi se Gud netop nu og lige der, hvor vi selv er. Det er hvad teksten kredser om; den Gud, som befinder sig på grænsen, det stod der jo, han som vi tror er universet læge, han der er i stand til at hele, hvad der er brudt, samle hvad er delt og forene hvad er adskilt. Ham vil vi gerne have adgang til, eller rettere; kunne han ikke afsløre sig selv lidt tydeligere også i vores tilværelse? Teksten forklarer os at det at blive helbredt, som rettelig betyder at blive helet, altså hel igen, det er noget der sker undervejs. For de spedalske sker der noget mens de er på vej. Der findes ingen åndelig lykkekur på pilleform, men umærkeligt undervejs, mens vi nærmer os det der, der er mellem himmel og jord, der kan heling opstå. Det vil sige at kristendom er forandringsvilkår. En omvendelsestilstand. Men hvad sker så; jo ikke at folk – her de 9 spedalske – er frafaldne, men forfløjne er de nok. Bort går det, nu med helbredelsen i lommen og ind til det liv, de har holdt sig på afstand af. Hvem kan fortænke dem?

Og her kan vi spalte prædiken og teksten;

Dels er der de, der har været syge; hvad enten kropsligt eller sjæleligt, hvad enten klinisk eller af livets genvordigheder, hvad enten af skizofreni eller af sorg. Alle de, der oplever at verden samler sig igen; de drøner ud på livets legeplads og kaster sig over mulighederne.

Men også – og det er den anden del – alle os almindeligt uudsatte mennesker. Vi må spørge os selv; er vi i udgangspunktet spaltede? Er vi båret af at være krop og ånd, men uden forbindelse? Ser vi ikke hvordan vort indre hænger sammen – og er det derfor også vi lever forfløjne liv uden udgangspunkt eller hensyntagen til det himmelske, som vi nærmer os, men aldrig når?

Min knap 10-årige spurgte mig for nylig – det gør unger i den alder, det er derfor vi tilbyder dem minkonfirmandundervisning - han spurgte mig hvordan kroppen og sjælen hang sammen. Om sjælen var i kroppen ligesom vand i en flaske, eller om sjælen var i kroppen ligesom en computers styresystem. Jeg blev ham svar skyldig, men undrede mig siden videre; hvordan er det nu vi hænger sammen? Hvad er det for en helhed, der er vores? Det legeme, som har fysisk afgrænsning, men som åndeligt kan flyve frit gennem tid og rum, hvordan har de to indflydelse på/influerer de på hinanden?

I vores tid bliver det mere og mere almindeligt at leve halvt – både halvt som i halvdelen men også halt som i humpende på kun én fod. Vi lever halvt, når vi enten kun er krop eller kun er ånd. Og vi humper af sted, når den del vi ikke medinddrager, hænger om foden på os som en henkastet ham. Man ser det for sig! Nogle lever mest med sjælen, andre mest med kroppen. Uanset hvad, er halveringen en realitet.

Men halvt er egentlig først og mest, når man lever for sin egen skyld. Det gør de 9 spedalske, det gør de fleste af os jævnligt eller af og til og det er helt galt. Derfor har vi opfundet udtrykket – min bedre halvdel. Og deri er større visdom, end vi husker, når vi munter slynger det ud. For vi lever for hinanden, jo. Den anden er det bedste. Det ved enhver, der har mistet. Tomrummet efter ens bedre halvdel gør en; ja halv! Derfor siger vi et andet sted, hvor mennesker kommer til kirken, vi siger troligt i vielsen at to bliver ét, og ikke at 1 plus 1 gir 2.  For vi forstår at mennesker hænger sammen og flyder ind i hinanden fordi vi har indflydelse på hvordan andre tænker og mener og føler. Og hvis man i forvejen levede halvt, så går det rent galt. For selv den mest banale brøkregning afslører at ½ gange ½ er endnu mindre…

Paradokset bliver så til dagens budskab; Gud kan samle og forene og hele – han er den store læge. Men der er en bitter pille at sluge; for vi må gøre, som der bliver sagt, og her tænker jeg ikke på udsagnet om at gå til præsterne. Det kunne være nydeligt. I øvrigt er vores dages halve menneskers shamaner også lægerne; dem der opererer knyster, så vi kan gå igen.

Nej vi må gå til den store læge! Og nu bliver det vanskeligt – for inden man tør vove sig derhen, må man forsone sig med, hvem man er. Ingen, der tror sig åndløs, vil begive sig vej til templet. Men den, der har indset og forsonet sig med at sandheden om mennesket ikke er en krop alene, men sammenhængen mellem krop og ånd, han kan tage første skridt fra halv til hel. I Vig får de nu det, der hedder En hel hal. I kirken hedder det; en hel-hed.

Nu kan man så forfægte, at det der helbredes, er sygt, og derfor lave en syg-rask modstilling. Så er flertallet af os åndeligt talt syge. Det rækker naturligvis ikke, og efterlader os i et grimt menneskesyn, og derfor ser vi, at ikke alt er sagt på den akse. For der er også noget om hvad der er fuldstændiggjort. Jeg bagte forleden en kage og glemte fedtstoffet – der var ikke meget ved den kage, men syg var den ikke. Den var bare ikke som tænkt – opskriften fejlede ikke noget, men resultatet manglede noget væsentligt. Og sådan er det også med det med at blive helbredt og hel; det er måske nok noget med at blive rask, hvis ellers vi forventer at det er menneskets grundtilstand, men det er også noget med ikke længere at mangle noget. Og den, der mangler den åndelige dimension, mangler noget vitalt. Man lever fint uden – min kage fungerede også fint i hvert fald sådan når man kiggede på den. Men forankringen i bevidstheden om at man er et helt menneske med krop og med ånd, ét legeme, det fører en helbredelse med sig, som ikke er magen til den, hostesaft gi’r en tuberkuløs.

For i vores verden er en del af det halverede også noget med at vi er blevet enøjede. Vi ser os ikke som hverken halve eller syge, men som hele fornuftsmennesker! Men indser man først – opdager måske endda til sin skræk - at man som sådan er halvt skyggevæsen, så er man allerede på vej. Man har så at sige set den ånd, som man ikke troede var der. Og her vender vi tilbage til det med procenterne; for ganske mange mennesker mener ganske bestemt at vi er andet end kød, os nøgne aber. Mener ganske bestemt at vi har en sjæl. Og tror ganske bestemt på ’noget’. Det noget har ingen retning og pyt være med det. Men de allerfleste har dybt inde en 6. sans, som fortæller dem at verden er mere end målbar og beviselig. Og selvom denne åndelighed ikke for alle kommer udtryk i kirkegang, så er det ikke desto mindre en agtelse af at det hele menneske er kød og ånd; flaske og sjæl, pc og styreprogram. For det der sker, er at man opdager himlen. Det halve liv leves på jorden, resten højt hævet over. Dér er det gamle udsagn sådan set anvendeligt; fødderne på jorden, hovedet i himlen.

Og hvad får man så ud af det, nu og her i levende live. Jo der kan man måske se, hvordan kroppene os mennesker imellem nok er adskilt, men ånden forbundet. Vor tids amputerede livssyn, gør mennesket ringere end det var tænkt. Og vi gør hinanden ringere, det er næste den værste af det hele. Den nye forståelse, forandrer dét.

Men hvad mere er; kroppen er af jorden og vil tilbagevende til jorden. Men ånden er fra himlen og forenes i helheden – for først her bliver man hel, optaget i helheden i lysets rige. Og det der sker, for den ene af de spedalske, er at troen bliver påtrængende. Han må rette den et sted hen og vender tilbage. For tro er en grænse, der skal den krydses, og den der krydser er – som altid – Vorherre. Og så er svaret på det indledende spørgsmål; tror du på at der er en art fortsat liv efter døden? Ja – og fortsættelsen det der folder ud; ja, der er fortsat liv, fordi Vorherre er i krop og ånd, himmel og jord, bevægelse og stilstand, hjerte og hjerne. Han er helheden, der gør os, der er halve, fuldstændige. Og derfor er han den der opretholder livet, når døden tager sin del af mennesket. Lad os takke for den erkendelse, og derfor bede.

Kirkebøn

I faderens og sønnens og helligåndens navn; du der er helheden, aldrig spaltet, altid samlet. Du, der forener, hvor kiler er indhamret. Du, der opretholder, hvad ellers ser nedbrudt ud. Du forstod, at den spalte vi fra vores udgangspunkt ser mellem himmel og jord, at den er en illusion og sendte dig selv ind i vores udgangspunkt, ind i kødet, ind hvor verden bestandigt er i fare for at blive halveret, og fordi du viste os din tilstedeværelse, kan vi tro på du også er i vores liv. Tro på at vi er beslægtet med dig; skabt i dit billede, oplivet ved din ånd.

Lad os derfor som den spedalske samaritaner have syn for helheden, og sans for at rette vores tak derhen, hvor den er gyldig. Hverken til fitnesscentre eller storkøkkener, men til åndens rige. Vi må benytte os af vores legeme og give kroppen retning, give ånden mund og hænder og ører.

Himmelfar, jordisk Gud – hjælp os derfor når vi svigter og vær hver dag limen i os, limen der forbinder krop og ånd. Lær os grænsen for begge, og nedbryd den, hvor mure bygges. Vær med den syge, som lider i kroppen og i ånden. Vær med den ensomme, som ikke kan bruge sit legeme til gavn for andre. Vær med enhver, som finder at meningen med livet er blevet borte og vis os alle i glimt, storheden i helheden, så vi som samaritaneren vender om og går til dig, lykkelige for vores nyfundne udelte organisme. Amen.

Herre, tak for det uventede øjeblik, der ændrer dagen og kuldkaster alle mine planer.

Lær mig at se livet komme i stedet for bare at se dagene gå.