5. s.e.påske Nykøbing 2013

Igen har vi en tekst som filer på Kristus – hvad er det lige han er, hvor kommer han fra, hvad skal han. Hvordan må vi forstå ham. Det giver god mening at stille de spørgsmål her mellem påske og pinse at hvor han hverken er død eller levende; eller rettere hvor han er både død og levende. Det kender I muligvis fra jer selv. Såvel fysisk som mentalt kan man stå med en fod i graven… Man kan være begravet i så meget – ja det kan endda være at vi har gravet vores egen grav - og opstandelse er så frisættelse. Det er rammen også om i dag 5. maj. Hvor frihed på mange måder spiller ind.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Joh 16,23b-28

Prædiken

Bag os ligger bededag og alligevel er ikke alt sagt om bøn. Ligesom ikke alt er sagt om Kristus. Og ligesom langt fra alt er sagt om meningen med det hele. Ellers gav det også ringe mening at holde gudstjeneste igen og igen hver søndag i hen ved 2000 år. Lad os derfor dykke ned i teksten og høre hvad den kan sige os i år og lad os starte med at stille spørgsmål til den; Hvorfor overhovedet bede? Typisk enten fordi man er i nød og møder modgang eller fordi man er så taknemmelig at det strømmer over. Men bønnens kraft udviskes. I vores samfund findes nemlig mennesker som finder at medgang er noget de selv har skabt og kun skylder sig selv tak for, og modgang er noget der rammer de andre. Selvom de ganske vist skal møde den yderste modgang og selv dø en dag. Måske. De melder sig ud af folkekirken, nogen af dem med den begrundelse, at hvad der sker med dem, når de er borte, ja det bliver da de efterlevendes modgang. Og dén rør dem mindre end ingenting. Det er en pudseløjerlig variant af egoismen. Selvophøjelse, manglende modgang, modstand mod troens væsen og mistro til bønnens virkning går hånd i hånd.

Hvad er bøn da? Ja det er en art kontrakt – bortset fra der ingen garantier er. Det er en ensidig henvendelse og der er derfor ingen enighed. Men det er også en bekendelsesakt. Muligvis en paranoid forsikringshandling, men også en bekendelse. Hvorfor henvende sig til en Gud, hvis man mener der ingen Gud er? Måske fordi det ikke kan skade at prøve – ligesom zoneterapi og frugtkure. I værste fald gør det ingen forskel. Så hvorfor ikke kaste en bøn op ad hvis livet alligevel skulle vise tænder og byde en mere end man selv kan klare. Imidlertid misforstår mennesker bønnens væsen og angiver den for at være på linje med ønskesedler. At Gud skulle være en art julemand, til hvem man kan ønske – eller bede om – alt og har man været tilstrækkelig artig, får man det nok. For ellers er der to muligheder – bortset altså fra det med det uartige – nemlig at bønnen ikke virker eller at den, der bedes til, ikke findes. Det er sådan en almindelig menneskelig tolkning. Opsummeret lyder det sådan her: Jeg bad om at blive rask, det blev jeg ikke, ergo 1: er jeg enten ond og ikke værd at gøre rask, eller 2: Gud er ond og vil ikke høre min bøn eller 3: Gud findes ikke og min bøn var som at tale i en telefon uden nogen i den anden ende. Så forstår man godt at det med bøn bliver vanskeligt for mennesker. Mennesker som kun sjældent er i nød, men som ganske tit kan beklage sig. Fx over ikke at blive hørt. Mennesker som tænker at man alligevel er alene med sin modgang, så hvorfor forholde sig til den modgang ens egen bortgang giver andre. Når nu Gud alligevel ikke lytter…

Kristus starter i teksten bagfra – han etablerer et kontinuum; en guddommelig organisme af helhed. Han er et med faderen, og alt hvad vi beder om i hans navn går direkte til livets kilde, som vi forsøgte at høre om sidste søndag. Imidlertid er der endnu meget at sige og det kan vi ikke bære at høre endnu. Kristus kiler en 4. mulighed ind i bønnens væsen. Han siger hverken at vi er onde, at Gud er ond eller at Gud ikke er til. Han siger; I er ikke klar til at begribe den rette sammenhæng. For den der lider kan det være et strå at gribe. For den der (bare) ønsker sig bedre livsvilkår her og nu er det en ringe trøst.

Der er fornylig lavet en reklame, hvor alt er i stillbilleder – kameraet suser rundt om menneskelige stationer og hver gang siges at vi vil have hjælp nu. Vide besked. Nu. Være opdateret. Nu. Udløberen af mindfullnes, der ellers er en prisværdig fordybelse i det som tilfældigvis er lige nu – et æble, et barn der leger – er denne pervertering at så skal alt være nu. Der er forskel på om alt skal være lige nu, eller nuet er alt der er. Og når vi har den overbevisning, at alt skal være lige nu, har vi trang til hurtige løsning. Også i vores omgang med Gud og i vores måde at bede til ham på. Så efterlyser vi en bønneautoamt - eller i vores tid ville det være en app til iphonen – hvor man ville kunne indsende sin bøn og forvente levering inden for 1-2 dage. Hvis altså Gud fulgte med tiden og samfundet. Vi postmoderne mennesker kan virkelig ikke vente.

Noget af det væsentligste man kan lære børn er behovsudsættelse – at de må vente med at få bundet snørebåndet til det er deres tur. Men i hundredevis af år har vi prædiket og samfundet gentaget at Guds rige hører de små børn til og den, der ikke bliver ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Sådan har vi forstået at børn er mere værd end voksne, at de besidder en intuitiv eller måske ligefrem naturlig sand måde at gå til livet på. En det er værd at kopiere. Og vi har forset os på, at små børn er nogle krævende størrelse. Forset os på naiviteten. Og så har vi skabt et samfund uden voksne, men med børn str. Stor. Uden alder render vi rundt og kan ikke behovs-udsætte. Det er problematisk.

Tålmodighed, afventning, at vige pladsen, at tage imod det som kommer – sådan er basis for vores samfund – altså det vi har fundet sammen om – ikke mere. I stedet siger vi at vores løn er vores penge og skat er noget nogen tager fra os. Vi har glemt at livet er noget vi giver til hinanden – som en anden reklame så smukt argumenterer for licens.

Forleden overhørte jeg en diskussion mellem to; begge døbte, den ene medlem af folkekirken og den anden udmeldt. Sidstnævnte mente at enhver form for religiøsitet var kvaksalveri og fup og om folk gik til højmesse eller krystalhealer var ham lige meget, så længe han ikke skulle understøtte foretagendet økonomisk. Kirkeskat var røveri ved højlys dag, for han ville ikke bidrage til noget, som var ham aldeles uvedkommende. Da slog det mig; hvor meget i vores samfund, der er hver af os uvedkommende. At vi er i gang med at legitimere kun at ville bidrage til det vi selv beder om.

Og her drejer vi os lige en omgang – for hvilket fællesskab har vi gjort os, hvor man ikke kan forvente at bede om noget, som folk vil bidrage med medmindre det er til deres eget bedste? Ikke et fællesskab der er meget værd. Det er nemt nok at bede folk om at skrælle de kartofler, de selv skal spise, men hvad med at bede dem om at skrælle naboens kartofler. Det er vi holdt op med. Vi har gjort det at bede hinanden om noget til et udtryk for uretmæssigt at skulle yde uden selv at få. Og når vi så beder Gud om noget. Ja så skal det enten være i yderste nød eller også skal vi kunne forvente at få det som vi beder om. Bønnens væsen er forandret; fra fortidens aftenbøn og bordbøn, til vore dages blodfattige bøn om enten overflødigheder eller mere lødigt de akutte angstbønner, den febrilske bøn om helbredelse og hjælp.

Engang var vi flettet ind i hinanden som et julehjerte og engang vidste vi at det var hankens fortjeneste, der gjorde at vi kunne hænge på juletræets kvist. I dag er vi hver vores egen julekugle. Og vi glemmer at vi har hinandens liv i hænderne. Hvis vi ikke vil bidrage til folkekirken, fordi den ikke giver mening, hvad vil vi så heller ikke bidrage til? Folkeskolen, fordi vi bruger den private? Museerne, fordi vi helst vil i biografen? De syge, fordi vi selv er raske? Det er ikke et fællesskab. Og det er ikke et fælles udgangspunkt. Og dét punkt kan ellers enkelt sættes. I bønnen. I den bekendelse dét er, den opretholdelse af kontrakten, der siger at ’der er noget der er større end mig, fællesskabet, og det fællesskab består af individer med samme værd og samme ret, og det har de fordi de er lige for Gud’. Uligheden imellem os kan vi nemt se, men for Gud er der ingen ulighed, og som sådan må vi gå til hinanden. Fordi vi er hæftet samme sted, fordi vi udløber af kildens udspring. Og det er frisættende – det er opstandelseskraft midt i livet. At blive fri af det, der sender os i graven, såvel reelt som følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt og i fællesskaber tømt for agt for den andens behov. Fordi livet er noget vi giver til hinanden, på samme måde som livet er blevet os givet. Endda helt uden at vi bad om det.