4. søndag efter påske 2013

Ja, vi har tre øjne, og vi har tre ører. For i tillæg til kroppens to øjne og to ører, må vi også have sjælens øre og sindets usynlige øje i betragtning. Fantasiens forestillingskraft er et øje, hvis indtryk består for evigt.

Yes, we have three eyes, we also have three ears (as the Chinese author said). For in the addition to the two eyes and two ears of the body, we must also consider the ear of the soul, the invisible eye of the mind. - The imagination is an eye where images remain forever.  Joseph Joubert 1801

Tekstlæsning

Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Joh 16,5-15

Prædiken – sandhedsnærvær

Dagens tekst må høres med sjælens øre, for at give mening. Den må læses med sindets øje, som ser det, der står mellem linjerne. Og den må få tid til at falde ind i hjerterne på os, helt ligesom andre før os har brugt tid på at famle sig rundt i mørket, for så at træde ud i lyset.

Jonas var tre dage i hvalens bug, Kristus var tre dage i dødsriget og Paulus måtte vandre tre dage i mørket.

Paulus, der får åbnet sin enøjethed og ser pludselig ikke kun med kroppens to, men med tre øjne; ser far, ser søn og ser Helligånd. Han har med ét set lyset. Forhåbentlig kan vi også på vores vandring her på jorden få lov at opleve verdens rette sammenhæng, måske igennem Paulus’ egen historie, han som selv blev den store vejleder – blev et nyt menneske, og fik et nyt navn, fra Saulus til Paulus. Han som får fjernet skællene fra øjnene, og rejser sig og bliver døbt. Paulus er heldig - han får Helligånden på misundelsesværdig klar vis. Han får sin egen Pinse.

Vi andre må vente til der er gået halvtreds dage fra påskedag til pinsesøndag, hvor tunger af ild forhåbentlig sætter vores erkendelse og verdensforståelse i svingning. Gerne hvert år, hvis ikke vi ligesom Paulus begaves med tydeligere åbenbaringer af Gud end bare antydninger.

Paulus som i årevis forfulgte de kristne, for ham var den sande Gud fraværende ind til hin fodtur til Damaskus, ligesom Jesus var fraværende for disciplene i dagene efter langfredags uhyrligheder, og ligesom rigtig mange af os oplever absolut gudsfravær i dagligdagen. Den, der gerne vil være tæt på Gud, kan blive ganske mismodig over kun at have fornemmelse for hans fravær. Det laver dagens tekst om på, fordi der tales om at nok er Jesus borte; men talsmanden skal være hos os. Derfor er det en trøstetekst. En tudekiks til alle os, som synes at den usynlige Gud godt kunne tage og gøre lidt mere væsen af sig. Helligånden har derfor blandt mange andre også tilnavnet ’trøsteren’, som den der fylder tomrummet efter at Kristus er gået bort. Helligånden er den, der bringer Gud ganske nær, selv efter han har forladt os. Og derfor er det Helligånden, der stiller behovet hos den, der trænger til at mærke Guds nærvær.

Og hvor oplever man så det nærvær, som er usynligt og som skal trøste os, når vi forvildede oplever at verden er tømt for guddommelighed. Hvad er det for et nærvær, der er tale om, det må være andet end bare det nærvær vi fornemmer når andre mennesker er tilstede i samme rum som os, det må også være andet end bare en følsom og fortættet stemning. Hvad rummer Helligåndens nærvær? Kan man søge nærværet? Åbne sig for det? Og hvad er egentlig nærvær. Jo, vi ved hvad det vil sige at være nærværende; det betyder at man er tilstede, ikke sidder og stirrer tomt ud i luften eller ned i avisen og svarer med grynt. Min yngste har luret når jeg ikke er nærværende, så hun siger at ét hmmm, betyder ja og 2 – altså hmhm – betyder nej. Nu er jeg jo ikke Gud, men jeg kender til at selv den mest dybfølte bøn af og til kan føles som om den bliver mødt af et overbærende – hmm…

For min datters og min egen del er det en svært slugbar sandhed, for sandt er det at et gryntet svar er udtryk for manglende nærvær. Nærværende er altså det modsatte af ikke at give akkurat svar på tiltale. Nærværende er at investere sig selv, at være fuldt til stede, at gå op i situationen og dem man deler den med. Nærvær er dødsens alvor, fordi den er at tage livet alvorligt.

Nærvær er fokus, nærvær er noget med at være i nuet. Og derfor er det i dét nu, at vi sanser at vi deler det med Helligånden, som altid er i sit es, i sit nu. Helligåndens nærvær er derfor det nærvær, vi ikke selv kan mønstre, når vi ganske fraværende kredser om os selv, i stedet for at være opmærksomme på det omkring os. Når Gud derfor lader til at svare med et grynt – hvis overhovedet – kan det altså ikke skyldes noget i ham selv, for Helligåndens trøst ligger i at han er nærværende som en hidkaldt erstatning, for den Kristus vi hængte på korset. Vores opmærksomhedsmængde er nok begrænset, men Guds er ikke, for så ville han nødvendigvis være fraværende af og til og det ville ikke trøste. Derfor må hans opmærksomhed i Helligånden være at han er nær os altid og at det er os som er fraværende. Os som er ufokuserede, og som kun aner konturerne af Guds tilstedeværelse.

Spørgsmålet er så om nærværet, som vi tyder og forstår det, er fyldt op af sandhed. Altså er det en mere autentisk og dybfølt del af livet der leves når vi anstrenger os for at være nærværende? Er det ægte stunder, tættere på livets sande mening? Er sandhedens ånd til stede, når vi er nærværende…? Næ, for nærvær kan også være en illusion, og illusion er per definition det modsatte af det som er sandt. Illusion er når sanser opfatter noget andet end dét som er sandt. Og nærvær kan fakes, det kan sandheds ånd velsagtens ikke uden at blive til løgn? Så hvor i livet oplever vi dette usynlige, sande, gudsnærvær – det som vi ikke kan misforstå? Hvis han ikke er i fraværet, fordi det er noget som kommer fra os, og han derfor heller ikke er en gryntende illusion. Hvornår kan vi så få vores pinse, ligesom Paulus fik sin, vores vækkelse, vores oplevelse af at sandhedens ånd er med os alle dage?

Ånd er ikke en stemning, ikke en følelse. Ånden er bærer af sandheden og den blæser imellem os uden at vi begriber en døjt af hvad som foregår. I vores tid, fordi vi har glemt at spørge ind til hvilke sandheder vi leder efter. Vi har glemt at verden er andet end beviseligheder, og derfor har vi formindsket vores sandhedssans til at handle om videnskabelig viden. Fx - Jorden er rund, væsentligst dækket af vand og befolket er tusindvis af arter. Og Jorden føles flad at gå på, dufter af farverige blomster og betager med sin mange, sære og forskellige skabninger.

Og begge disse udsagn om kloden er sande – de taler bare fra hvert sit ståsted. Helt ligesom vi godt ved at bøgernes verden groft sagt kan deles i to; faglitteratur og skønlitteratur, eller skarpere; nonfiktion og fiktion. Men det er ikke det samme som at vi kun finder sandheder i den nonfiktive faglitteratur; den der beskriver mennesket som en skabning på to ben med en kompleks og forstørret hjerne. Vi finder også sandhed i skønlitteraturen, når den taler om mennesket som et væsen udstyret med længsler, pinsler og håb. Rødhætte og ulven er selvfølgelig ikke sand på samme måde som direkte udsendelser fra folketinget, men der er stor sandhed i at mennesker går vild i mørket og støder på trusler, som de kun i antydninger kan skelne fra det kendte og trygge. Rødhætte er derfor ligeså sand som det periodiske system, bare sand på en anden måde.

Og derfor er der også forskel på sandheden og heeele sandheden. Forskel på grynt og artikuleret nærvær, forskel på illusion og det ægte. Men grænserne er hårfine, der kan ikke siges noget statisk om hvor der vippes fra usandhed til total sandhed, og derfor har vi svært ved at skimte den, sandheds ånd, når den puster os i nakken. Svært ved at skelne den fra andre udsagn. Og især svært fordi vi glemmer at sandheden ikke altid er beviselig.

Men sandheden må have noget med sig, sandheden kan ikke være tom - det er illusionens kendemærke – sandheden må have forandringspotentiale, må forløse noget. Også når den kun langsomt bliver nærværende for os. Måske fordi vi ikke tåler hele sandheden endnu? Måske fordi vi kan tvivle om sandheden? Er det sandt eller er det ikke sandt, alt hvad vi siger om Gud og som vi håber om frelsen, – vi kan ikke vide det, men vi kan tro det. Tvivlen fordunkler sandheden. Tvivler taler imod lyset. Tvivlen lader ikke troen tro hvad den vil, men afkræver den sammenhæng, afkræver beviser, gør kristendom til videnskab. Tvivlen gør at vi leder i blinde, tror forgæves, når vi venter på vished. Når vi vil, at troens domæne skal gå fra noget vi tænker er sandt uden at kunne bevise det, til noget som skal fremtone umisforståeligt, objektivt sandt. Vi vrider armen om på Gud, vores tro bliver forgæves, bliver ikke-tro, bliver afgudsorienteret. Det er tvivlen når den er stærkest. At den ikke alene får os til at tvivle på sandheden men også insisterer på illusionen. Tvivlen er løgnens far – denne verdens ånd, som sætter spørgsmål hvor der ingen svar er. Som spørger hvad rund er, når både en oblat og en kugle kan være det, uden at de er det samme. Som blander faglitteratur med skønlitteratur og læser rødhætte som en nonfiktional rapport, som gør verden lille bitte; ligeså lille som sin egen forståelse. Forsøger at gribe og begribe Gud med vores fornuft.

Heldigvis for os er denne verdens fyrste dømt; den som kun ser med to øjne, kun hører med to ører, den som leder efter beviser, hvor der ingen er, som nægter nærvær som en struds der står midt i verden, med hovedet under jord. Denne verdens fyrste og dens tolkning af livet er dømt ude, og al tvivl vil skrælles bort, når vi en dag kan bære at stå ansigt til ansigt med Gud. Og da vil vi se at Helligåndens trøst i sandhed var os nær, og at Gud længtes efter at vi var det samme.