12/03/2026 0 Kommentarer
Drop-in-dåb i Vig Kirke
Drop-in-dåb i Vig Kirke

Præsterne i Odsherred tilbyder nu for sjette år i træk drop-in dåb. Denne gang i Vig Kirke, hvor det er muligt at komme ind fra gaden - eller måske fra stranden - og blive døbt.
Drop-in dåb blev første gang introduceret i en kirke på Vesterbro i København i 2017 og har siden bredt sig til hele landet. Det er en uformel indgang til folkekirken, der appellerer til dem, der måske ikke lige fik børnene døbt, eller dem der ikke selv er blevet døbt, da de var små og som ikke lige har fået det gjort efterfølgende. Måske fordi der manglede en invitation eller en anledning. Der kan være mange forskellige grunde til at blive døbt, og med initiativet drop-in dåb er det ønsket at skabe en anledning til at få det gjort.
Ved drop-in dåb behøves ingen tilmelding eller forudgående aftale, man skal bare møde op medbringende billedlegitimation (børn under 18 år skal have forældrene med). Man bestemmer selv, hvem man vil have med, eller om man vil komme alene. Der vil være en kort samtale med en præst, der fortæller hvordan dåben foregår, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Dåbsattesten får man med sig hjem med det samme.
Alle er velkommen – så kom som du er fra fjern og nær!
Sted: Vig kirke, Enghavevej 1, 4560 Vig
Kommentarer